Børsens nye chefideolog, Christopher Arzrouni, kom på en underlig omvendt måde til at sige noget rigtigt i en debat i DR's Deadline om socialdemokraterne og arbejderne den 18. august: I 1960’erne var skattetrykket på 25 procent, men så steg det i 70’erne, og socialdemokraterne begyndte at tabe stemmer. 

Han glemte lige den anden side, nemlig at almindelige lønmodtagere kom til at spytte i bøssen for den offentlige sektors udbygning med tjenester og overførsler.

Det var først, da lønningerne indeholdt et overskud, der kunne spredes over tid og rum, at almindelige arbejdere kom til at nyde godt af højere undervisningsstandard, sundhedsydelser samt øget social sikkerhed.

Muligheden for disse goder blev tilkæmpet på arbejdsmarkedet, før de blev realiseret i det politiske rum. Mestendels er der tale om en omfordeling tilsat en smule mængderabat inden for den arbejdende (middel)klasses egne rækker. Der er ikke megen omfordeling fra ’rig’ til fattig.

De velfærdsstatslige ydelser er overvejende 'gratis', det vil sige skattedækket. Med hensyn til skolegang og højere uddannelse er der så betydelige mængderabatter, at selv ikke de mest ultraliberale drager dem i tvivl, måske med ønsket om en sjat brugerbetaling til universitetet.

Det var først, da lønningerne indeholdt et overskud, der kunne spredes over tid og rum, at almindelige arbejdere kom til at nyde godt af øget social sikkerhed.

Brugerbetaling er naturligvis ekstremt asocial, thi enten betaler alle det samme, eller - hvor der er tale om tilvalg - dækker den over direkte subsidier til de bedrestillede. Egenbetalingen sættes lige præcis sådan, at fattigrøvene skæres fra. Tænk på privatskoler med næsten 75 procent i offentligt tilskud. Overførslerne er folkepensionen, kontanthjælpen til dem uden arbejde og formue og så videre.  Dagpengene er som bekendt en forsikringsordning med statsligt tilskud. I øjeblikket er  dagpengesatsen maks. fyrstelige 788 kroner om dagen. 

Men nu er velfærdsstaten på retræte, og  SRSF-regeringen gør sig til af at råbe vagt i gevær til forsvar for dens kerneydelser, som ses som uddannelse og sundhed. Og det omendskønt disse ydelser på ingen måde er enestående i vores økonomiske biotop.

Selv folk i den egentlige arbejderklasse ser med relativ sindsro på nedskæringerne, der vil resultere i, at A overfører mindre til A selv, hvis A bliver arbejdsløs, eller i at A giver mindre til sig selv til pensionen. Det er lykkedes propagandakanonerne at splitte interessenterne op i ’ydere’ mod ’nydere’. Selvom det er så tydeligt, at mange A’ere enten er ved at miste deres arbejde eller har brug for dagpenge i hele den fire-årige periode, der gjaldt indtil 2010 (før 1997 var den på syv år!), så viser fremgangen for blandt andet de gule fagforeninger, at sådan forstår en del A’ere ikke sagen. 

Der er også strukturelle grunde til dette skift. Med en større andel af servicearbejdere i arbejdsstyrken – om end også de ligger i den lavere ende rent aflønningsmæssigt – forsvinder forestillingen om at stå sammen. Og herregud, de der falder af i svinget, kan de ikke bare klare sig selv? Eller tage sig sammen som alle mulige andre? Det økonomiske rationale er naturligvis, at lønningerne skal ned, så der bliver mindre at sprede. Altsammen i den hellige konkurrences navn, der, som vi ved, er et godt skalkeskjul for profitdriften.

Den mangel på solidaritet, som samfundet lider under, er desværre ikke kun oppefra og ned, nej den er også inden for den lavere middelklasse og fra den til de marginaliserede. Det bliver i endnu højere grad de velaflagte, der får mest ud af ’velfærdsstaten’.