Danmark var ikke et uskyldigt offer for finanskrisen. Rangvid-udvalget skrev i pæne vendinger om uheldige sider af den danske finanssump, men når man læser "Andre folks penge" af Niels Sandøe og Thomas G. Svaneborg, går moradsets dybde op for én.

Ejendomsmatadorerne havde gang i et rent pyramidespil, hvor de måtte tage nye lån for at indløse gamle.

Det grå pantebrevsmarked døde ikke i firserne, men levede i det skjulte videre i nullerne. Op til 2008-krisen var nogle entreprenante, fortrinsvis yngre mænd på konstant jagt efter ejendomme. Ligesom på den anden side af Dammen hobede de dem sammen, ikke i pakker af værdipapirer, men af ejendomme.

For at få sving i butikken belånte de samlingen, der typisk kombinerede de rene rottereder med strøgbygninger, via pantebreve udstedt op til den fulde opskruede pris på ejendommene. Knap havde en ejendomsmatador købt, før han solgte til en højere pris og købte en anden pakke på det ny niveau. Den skulle så igen sælges med fortjeneste. Den gamle vittighed om drengen, der fik solgt sin hundehvalp for 40.000 kroner mod at købe to hvide mus til 20.000 kroner stykket, rinder i hu.

Pyramidespil

Penge skulle naturligvis også på bordet, og de skulle række til luksusforbrug for køber og sælger, der typisk befandt sig inden for samme kreds på omkring tyve personer. Pantebrevene blev brugt som lånegaranti eller slet og ret købt af de senere krakkede banker, Roskilde, Amager, EBH, Eik osv. Bankerne finansierede sig til gengæld i høj grad i udlandet, ofte gennem Danske Bank. Myndighederne lod ikke til at sætte spørgsmålstegn ved værdien af ejendommene eller pantebrevene, så bankernes aktiver så tilforladelige ud.

Da det var ved at gå helt galt, fik Roskilde Bank (RB) travlt med at få sine bankkunder til at købe dens egne aktier, som den også lånte dem penge til. Så var solvensen (basiskapital i forhold til risikovejede udlån) i orden, og RB kunne igen finansiere ejendomsspekulanterne.

Finanstilsynet var til sidst ved at komme efter, at noget var råddent. Dets bekymring gjaldt dog snarere den eksplosive udlånsvækst, end at disse handler hvilede på tvivlsomme underliggende værdier og opskruede ego’er. Den internationale nedsmeltning, der startede i USA, udløste de danske krak, men allerede længe inden da kunne ejendomsmatadorerne hverken betale renter eller afdrag. De havde gang i et rent pyramidespil, hvor de måtte tage nye lån for at indløse gamle.

Ikke ude af sumpen

Det er rystende at læse, hvor let spil gulddrengene havde, hvor lidt viden og kontrol der var. Finanstilsynet kiggede på bankerne, hvis solvens tilsyneladende var god nok. Nationalbanken blandede sig udenom, ja, udtalte så sent som i maj 2008, at den finansielle sektor var robust.

Oprydningen er stadig i gang, og retsopgøret forestår. Men det gør andre problemer forbundet med boblemarkedet også. Danske ministres desperate charmetogt for at få EU til at anerkende de korte danske realkreditobligationer bag F1-lån som højlikvide viser, at den store del af kapitalmarkedet, der hviler på almindelige menneskers husfinansiering, er enormt svagt. Danmark er ikke ude af sumpen.