Ulandsbistanden har haft en omtumlet skæbne. Danmark er blevet rost for sin indsats, måske ikke altid med lige god grund, men der har været et bistandsmiljø, en faglighed og overbevisning. Nu kører bistanden på den sidste olie.

En ondskabsfuld regering er ved at give den dødsstødet ved at skære næsten tre milliarder kroner og omprioritere resten. Angrebene på bistanden er imidlertid ikke nye og inkluderer indhugst i bistandsfagligt personale.

Hvis vi hæver blikket, er der så en god begrundelse for ulandsbistand i dag?

Der er en indbygget konflikt i bistand. Enten har den succes og overflødiggør sig selv. Eller også er den stadig nødvendig, og man kan spørge, hvorfor den ikke har nået sine målsætninger.

Forklaringerne står i kø. Tilhængerne påpeger de lave priser på ulandenes råvarer, og at bistanden er relativt beskeden i forhold til kapital- og skatteflugt. Fra modstandssiden tales der uophørligt om korruption og spild i regeringsapparatet, hvortil frivillige organisationer siger, at deres indsats netop går ud på at styrke befolkningerne over for autoritære og utroværdige ledere.

Hvis vi hæver blikket, er der så en god begrundelse for ulandsbistand i dag? Er for eksempel landene i Afrika ikke kommet længere? Kan de ikke bare klare det hele selv?

På sin vis har bistanden gjort sig selv irrelevant. Dens nyere slagord drejer sig om partnerskaber, og om at donorprogrammer ikke skal stikke ud og helst skal administreres lokalt. Hvis der er nogenlunde sikkerhed for, at "pengene ikke går i de forkerte lommer”, bør bistanden gives som budgetstøtte og ikke til projekter. Hvad så med donorfinansierede konsulenter? De skal stimulere, facilitere, er svaret. Men ulandene vil hellere have, at udlændinge yder og viser, hvad de kan, og bortset fra visse højtspecialiserede eksperter, er der faktisk ikke brug for os. Heldigvis er det også sådan, at statsapparatet i Det globale Syd er blevet langt mere kompetent - undtagen i fejlslagne stater. IT-systemer og internettet er ikke gået Den tredje Verden forbi.

Men flere forhold spiller ind i bistandens krampetrækninger. For det første er nye kapitalstærke aktører kommet til. Melinda & Bill Gates Fonden, Den Globale Fond og mange andre modvirker den statslige bistandsfilosofi. De går benhårdt efter målbare resultater i form af vaccinationsrater og bedre dødeligheds- og skolegangsstatistikker. For det andet kræver store infrastrukturprojekter i for eksempel energi kompleks projektfinansiering. For det tredje bekymrer den nye store spiller Kina sig ikke om 'partnerskaber' og 'empowerment'. For det fjerde har vi verdens store katastrofer, der kræver globalt beredskab og hurtig indsats. For det femte er modtagerlandene også trætte af visse donorers selvovervurdering.

Hvis dansk ulandsbistand skal have relevans, skal den gøres mere fleksibel, ikke være så landefokuseret og opgive langsigtede programmer, som alligevel gang på gang skæres ned. Den skal vide, hvor behovene er, støtte landene i at håndtere kapitalinteresser (ups, det ville være et skifte) og være langt mindre floromvunden.