The Economist står bag et topmøde om Afrika i London til februar. Tonen i annonceringen er nærmest jublende: den afrikanske vækst kan i gennemsnit blive på syv procent i de næste tyve år, de 11 største lande kan overgå Rusland og Kina, og så videre.

Optimismen er bevidst skruet op, men afspejler, at Afrika er kommet helskindet gennem recessionen. Mozambique og Angola har vækstrater i 2012 på otte procent og ni procent, og også Zambia og Tanzania ligger højt, omkring syv procent.

Økonomer mente i kriseåret 2009, at Afrika ville blive slået ned af kraftige fald i udenlandske direkte  investeringer, emigrantoverførsler, råvareefterspørgsel samt i donorbistand.

Nogle af varslerne holdt stik, men ikke skrækscenarierne. Da krisen ramte, var der netop ved at komme styr på de offentlige finanser på grund af årelange reformtiltag. I finansstyringen har  et opgør med den konstante ophobning af ubetalte regninger fundet sted, og it-systemer, intern og ekstern kontrol, rapportering og overblik er forbedret.

Staten som udviklingsmotor

Et virvar af strategier og planer krydser til dels hinanden, men overordnet er kaos afløst af, at staten nu spiller en rolle som udviklingsmotor. Da donorer ofte forhaler beslutninger, sætter mindre bistand skub i tingene.

Med hensyn til budgetunderskud er der to grupper lande: 1) de fransktalende lande i Vest- og Centralafrika, hvis valuta (CFA franc) er fasttømret til euroen med Frankrig som garant, 2) de engelsktalende og andre lande. I førstnævnte er regeringerne udelukket fra at trække på centralbanken. Udgifter skal i overvejende grad dækkes af skatteindtægter og donoroverførsler. De engelsktalende og øvrige lande i Afrika er til gengæld vant til at finansiere budgetunderskud ved hjælp af centralbanken. Især de østafrikanske lande er også efterhånden dygtige til at håndtere rente- og valutapolitik. 

Verdensbanken og Valutafonden (IMF) har i forbindelse med gældseftergivelse betinget sig, at landene i begge grupper holder sig fra udenlandske banklån. I betragtning af udsvingene på de internationale finansmarkeder er det nærmest en fordel. Regeringerne må godt udstede statsobligationer – selv i gruppe et - men markedet er ikke særlig udviklet.

I halvfemserne var der en del bankkriser rundt omkring på kontinentet, men ikke i de sidste par år. Bankerne dyrker heller ikke den uvane at låne penge ud – særlig ikke i Central- og Vestafrika - og da slet ikke til små og mellemstore virksomheder. Det er så også et problem, og garantier og rentestøtteordninger er i vækst. 

Selvforsyning er vokset

På grund af disse forhold skabes basis for kapitalekspansionen i stigende grad indenlandsk. Selvforsyning i fødevarer og graden af forarbejdning er vokset. De brændstofimporterende lande – (faktisk alle, for udvinding af olie er ikke i hænderne på afrikanske selskaber, og der er få raffinaderier) – har nydt godt af lavere oliepriser fra 2008 og frem. 

Nye investorer er kommet til. Kinesiske interesser er massivt tilstede, indrømmet, og arabiske, der yder billige lån til projektfinansiering. De arabisk-islamiske udviklingsbanker er højaktive i infrastruktur. En udviklingshindring er den sparsomme elforsyning, som søges forbedret ved hjælp af investeringer i vandkraft, gasudvinding og ellednings- og pipelinebyggeri. Ofte i komplicerede ejerskabs- og finanskonstruktioner drevet af multinationale firmaer.

Billedet skal suppleres af landtyveri og kæmpe anlægsarbejder i forbindelse med mineudvinding,  miljøskader og klimaskabte problemer. Problemerne er enorme, men realiteterne er helt anderledes end de forenklede forestillinger, folk i Vesten hygger sig med. Og økonomerne har som sædvanlig taget fejl.