Venstreorienterede Afrika-forskere som Mahmood Mamdani og Joseph Hanlon fremhæver nogle underbelyste aspekter ved Mugabes lange regeringstid i Zimbabwe.

Zimbabwe er ved at komme på fode igen på landbrugsområdet. 2017 gav den bedste majshøst i 20 år.

Sagen er, at kolonimagterne efterlod en rodebutik af forskelligartede jordrettigheder i Afrika. I det daværende Rhodesia havde hvide 'settlere', bosættere, bemægtiget sig store jordstykker til kommercielt landbrug. Den skævvredne jordfordeling illustreres af, at der omkring uafhængigheden i 1980 var 6000 hvide farmere med i gennemsnit 2500 hektarer (ha) god jord og 4,5 millioner afrikanske bønder med lodder på 3,6 ha ufrugtbart land.

Lancaster House-aftalen blev indgået i 1979 efter kamp og lange forhandlinger mellem de stridende parter inklusive Storbritannien. Den bestemte, at regeringen i det uafhængige Zimbabwe skulle afstå fra jordreform i ti år. Det respekterede Robert Mugabe, landets første statsminister og senere præsident. Som en del af aftalen støttede den britiske regering frivilligt salg og køb af jord. Succesen var begrænset.

Højrøstede krav om jordreform fik Mugabe til at foreslå en forfatningsændring, så der var mulighed for at overtage de store farme uden erstatning for jorden, højst for foretagne forbedringer. Hvis Storbritannien syntes det var uretfærdigt, måtte det selv tage sig af godtgørelse til sine efterkommere i syd. Afstemningen i 2000 endte med et nej. Derefter angreb småbønder og jordløse hvide farme, ofte brutalt, og besatte en stor del af dem. Det er værd at bemærke, at store agrovirksomheder ejet af udenlandsk kapital næsten ikke blev berørt af balladen.

Den efterfølgende jordreform bestod i opdeling af 4000 hvide farme og oprettelsen af 170.000 nye brug på omkring seks ha med lidt mere til udvalgte kammerater. Da der ikke var midler til at støtte de nye brug, og høsten i 2002-2003 slog fejl på grund af tørke, gik økonomien i bund.

Fremgangsmåden fik det internationale samfund til i lange perioder at trække bistanden og indføre sanktioner, hvilket isolerede landet og gjorde Mugabe endnu mere krigerisk. Resultatet af Mugabes desperate tiltag for at holde det hele kørende blev den berømte hyperinflation. Modstanden mod styret steg. Den udgjordes af bortviste landarbejdere og byernes arbejdere, intellektuelle og velstående, men Mugabe var urørlig.

Interessant nok er mange hvide farmere, der har mistet deres jord, forblevet i landet. Måske derfor taler den nye præsident Mnangagwa om kompensation til de hvide farmere, men det er uklart, hvor meget den vil dække, jordværdierne eller kun forbedringer.

Zimbabwe er et ekstremt eksempel på jordspørgsmålets alvor. Mugabes magtbase var småbønder og krigsveteraner. Da han mistede hærens støtte, var det forbi. I øvrigt er landet ved at komme på fode igen på landbrugsområdet. 2017 gav den bedste majshøst i 20 år.