Moderne marxisme er ved at genoplive imperialisme-begrebet. "Imperialisme i det 21. århundrede" af John Smith og "Delt verden, delt klasse" af Zac Cope repræsenterer strømningen. I modsætning til den klassiske imperialisme, hvor stormagterne røvede jord og ressourcer, styrer de rige lande nu de fattige landes produktionsapparat og bemægtiger sig store dele af værdiproduktionen.

Regeringen prøver at lokke storkapitalerne til at investere her i landet, men de vil selv bestemme deres pengeanbringelser, og gode ideer realiseres bedst andre steder.

Forfatterne viser, hvor afhængig vore dages kapitalisme er af udflytning af arbejdspladser. I disse dage er det tre år siden, at Rana Plaza kollapsede, og over 1100 tekstilarbejdere døde. De vestlige koncerner investerer ikke engang selv i Kina og Bangladesh og prøver at fralægge sig ansvaret for umenneskelige arbejdsvilkår for at fremstille billige modevarer og elektronik til os.

Zac Cope har beregnet, at værdiskabelsen er meget større end de samlede indkomster i de ikke-vestlige lande. I 2010 overførte disse lande således ikke mindre end 4,1 billioner dollar til de rige lande. Det, der overføres og fordeles, er merværdien, der er så meget desto større, som arbejderne overudbyttes i Det Globale Syd, der jo også har sin del af rige mennesker.

Arbejderne får en ussel løn, der på ingen måde svarer til produktivitetsforskelle mellem de to dele af verden, og dermed skaber de et forholdsmæssigt større overskud end arbejdere hos os. Et resultat Cope når til efter at have nedjusteret arbejdsstyrken i de nyindustrialiserede lande for at få den til at svare til den nordlige arbejdsindsats og beskæftigelsesgrad.

Selvom der nu er mere hjemlig kapital i de fattige lande, er de også forgældede på grund af infrastrukturinvesteringer, for de, der bestiller varerne, kræver gode rammebetingelser og bestemmer kvalitet og pris.

Dels giver overførslerne sig udtryk i finansoverskud, penge der ophobes. De fodrer også kriser, for den vestlige industri skrumper, samtidig med at det stadig større overskud søger yderligere afkast – uden unødig indblanding af skattemyndigheder.

Dels får almindelige borgere i Vesten, der arbejder i højere led af forsyningskæden, banker og allehånde tjenesteydelser, direkte del i værdioverførslerne. De kryber sammen i middelklassen. Den klassiske arbejderklasse og nye arbejdssøgende er enten involveret i prekært arbejde eller i de få højteknologiske virksomheder, der sikrer et rimeligt liv. Vestlige arbejdere, hvis arbejde flyttes ud, lider. Frygten for tab viser sig ikke mindst i modstand mod indvandring. De rige hyrer eksperter i strategi og personlige assistenter. Klassen af lakajer for den ene procent er stigende.

Regeringen prøver at lokke storkapitalerne til at investere her i landet, men de vil selv bestemme deres pengeanbringelser og godgørenhed, og gode ideer realiseres bedst andre steder.

Der kræves mere international solidaritet.