"There is no alternative", er Margaret Thatcher kendt for at have sagt. Der var ikke noget alternativ til hendes politik. Man kan diskutere, om kimen til opgøret med stærke fagforeninger og nationaliserede industrier ikke var lagt i 70’ernes krise allerede inden hun kom til magten, men Thatcher blev bøddel for dette ikke-alternativ. Hun sejrede ad h. til og er nu bisat med pomp og pragt.

Herhjemme har de skiftende regeringer siden da stort set handlet i Thatcher’s ånd. Med den nuværende har vi fået en hårdtslående ned-med-fagforeningerne-især-de-offentlige i socialdemokratiske gevandter. Det med at tryne fagbevægelsen har socialdemokraterne nu gjort før, men lad det ligge.

Kriser der kradser

Kræfterne (via finanskapitalen) er sat frie, også til at skabe kriser, der virkelig kradser. Svaret bliver, at selskabsskatten skal ned, at den progressive indkomstskat udhules endnu mere, og at der skal skæres mere i overførselsindkomster og så videre.

Det er der en grund til. Den hedder kapitalismens seneste krise og nedtur ledsaget af den absurditet, at en pæn lille profit nu ikke er nok. Uden et kapitalafkast på 15-20 procent raller en storvirksomheds børskurser. Virksomhederne er nu så effektive, at der ikke skal mange hænder til for at producere så rigeligt til alle, men lønninger er der ikke råd til.

Herhjemme har de skiftende regeringer siden da stort set handlet i Thatcher’s ånd.

Modtræk fra politisk hold er der få af. Der er nogenlunde enighed i den vestlige verden om at gribe fat i skattelyer, hvor skattefuskere har sat deres penge.

Præsident Hollande ville indføre en marginalsats på 75 procent på indkomster over en million euro, men blev i første omgang bremset af den franske forfatningsdomstol. Nu prøver Hollande tilsyneladende at finde en anden vej.

Men ellers går konkurrencen mellem staterne kun ud på at falde på knæ for erhvervslivet, der gør sig kostbart og stiller flere og flere krav om at slippe af med den og den skat. Man tvivler også snart på, om den europæiske finansskat bliver til noget. Connie Hedegaards sidste nederlag viser, at viljen til klimatiltag ligger et lille sted, nemlig i erhvervsorganisationernes (herhjemme: DI’s) lomme.

DeltagerDanmark

Pudsigt nok er der gode socialdemokrater, endog nyslåede af slagsen, der skriver halvintellektuelle protester. En ny bog skrevet af folk omkring tænketanken CEVEA hedder DeltagerDanmark. Den annoncerer at ville gøre op med "højrefløjens nyliberalisme og markedsfundamentalisme". Der er nu ikke mere markedsfundamentalisme, end at vækstpakken er sat i verden for at støtte erhvervslivet.

Som ’bevis’ på muligheden for forandring påpeger skribenterne nostalgisk Danmarks gloriøse fortid med fællesskab og andelsbevægelse (der blev til blandt andet Danish Crown). Men den form for kapitalisme vi har i dag med dens svækkede demokrati er ikke en tilfældig tildragelse, den er kræfternes parallelogram per dags dato. Det er svært at forestille sig, hvordan der skulle komme en drejning. Indrømmet, at der er lommer af initiativer og alternativer, men de er parallelsamfund, småøer. Der er også masser af organiserede borgerprotester i nærmiljøer/kommuner. De får bare ikke medhold.

Ungsocialdemokraternes eller DeltagerDanmark-skribenternes urdrøm om mere demokratisering af ’vores’ Danmark, omkring penge, arbejde, velfærd, bevægelser, partier og valg stiller nærmest deltagelse op som et mål i sig selv. Men deltagelse kræver udsigt til at trænge igennem, og den er der ikke, selv ikke på beskedne områder.

Der er ikke noget alternativ inden for kapitalismen. Det er her kampen står. Men det tør DeltagerDanmark-forfatterne tilsyneladende end ikke tænke. Der kræves mere end deltagelse, blandt andet vedholdenhed og klarhed om målet.