Japans storhed og fald i efterkrigstiden er lidt af et mysterium. Gængse nyhedsmedier har over årene præsenteret det moderne Japan som et fuldt udviklet land med mægtige konglomerater, keiretsu'er, der generøst tilbød sine ansatte livslangt arbejde mod aflæggelse af troskabsed og afsyngelse af firmasange.

Den kapitalistiske maskine kræver stadig billigere transport for at få adgang til fjernereliggende ressourcer og markeder. Japan er et godt eksempel.

Det var i de gode dage. Så gik Japan (pludselig?) i backgear i halvfemserne og er aldrig rigtig kommet sig siden. De sidste års Abenomics (fra Shinzo Abe, den nuværende premierminister) - abøkonomi lyder ikke så godt på dansk - består i en aggressiv finans- og pengepolitik med vekslende held til at stimulere forbrug og investeringer. Japan er dog stadig den tredjestørste økonomi i verden.

En BBC-profil om Japan fra februar gentager klichéen om, at Japans storhed skyldes elektronikindustrien. Men hvor mange computere blev produceret umiddelbart efter krigen? Bogen Globalisering og ressourceræset af Stephen G. Bunker og Paul S. Ciccantell fra 2005 giver en mere tilfredsstillende forklaring. En hovedtese er, at den kapitalistiske maskine kræver stadig billigere transport for at få adgang til fjernereliggende ressourcer og markeder. Enhedsværdierne af det transporterede falder og mængderne stiger. Tænk på vore dages kæmpecontainerskibe, der sejler værdiløst bras jorden rundt.

Japan er et godt eksempel. Dets hurtige industrialisering før 1942 afhang af ressourcer og markeder, der blandt andet blev opnået ved brutale erobringer i nærområdet. Efter krigsnederlaget koordinerede det magtfulde ministerium MITI nidkært statens og industriens interesser, ikke mindst for at skaffe mineraler som jernmalm til stålindustrien og skibsværfterne. For at minimere omkostningerne til indenlandsk transport blev industriområder lagt nær ved nye dybvandshavne. Japan blev også førende i udviklingen af tørlastskibe, hvis enhedskapacitet voksede 10 gange mellem 1950 og 1990.

Japan var for kapitalfattigt til at følge amerikanske multinationales eksempel med selv at investere i minedrift og infrastruktur i de stadig fjernere lande, det skulle have råstoffer fra. Men dets centrale spillere var aktive i udviklingen af verdens største jernmine, Carajás i Amazonområdet, plus et 8300 MW vandkraftanlæg og en 900 km lang jernbane til transport af malmen til havet. Støtte fra offentlige institutioner som Verdensbanken bidrog til at tørre gælden og risikoen for projektet af på Brasilien.

Efterhånden blev Japan så rigt, at det begyndte at investere i USA. Da dollaren faldt og yen'en steg i halvfemserne, tabte japanerne på nyerhvervelserne. USA, der havde promoveret Japans optur under Den kolde Krig, lod det nu sejle sin egen sø. Den asiatiske krise udraderede også japanske pengeformuer. Sydkorea og Kina tog over som opstigende magter på de samme områder som Japan og har i dag hver især en større værftsindustri end Japan. Kinas stålindustri overtog Japans i sluthalvfemserne. Japans tabte storhed er nok - tabt.