Jean-Claude Juncker har gjort sig både uheldigt og heldigt bemærket i centrum-venstre øjne inden for kort tid.

For det første har læk af hemmelige dokumenter vist, at han har været med til at blåstemple Luxemburg-finten, det vil sige skattekonstruktioner, der gør, at virksomheder næsten helt kan undgå at betale selskabsskat.

Naturligvis er den kapital, der har vokset sig stor gennem penge i skattely, da glad for at bestemme, hvilken infrastruktur der skal investeres i.

Det gøres blandt andet via hybrid mismatching (ja, det kaldes det), hvorved et fradrag i ét land ikke bliver beskattet i et andet. Det kan være renter på lån, som koncernerne i realiteten udsteder til sig selv under dække af forskellige skuffeselskaber. Det kaldes også dobbelt ikke-beskatning.

Eller de betaler som datterselskab i for eksempel Danmark afgifter for patentrettigheder til et moderselskab i Luxemburg, hvor de 80 procent er skattefri.

Godkendte finter

Der er mange andre måder at sikre mindre end én procent skat i Luxemburg og nul procent i aktivitetslandet og en udvalgt ’skatteø’. Og finterne er oven i købet forhåndsgodkendt af Lux-myndighederne. Vel at mærke da Juncker var både stats- og finansminister.

Kort tid efter anklagen mod Juncker for at have medvirket til snuskede aftaler som statsminister i Luxemburg dukker han som EU-kommissionsformand op med en plan for genrejsning af den slatne europæiske økonomi.

I hovedtræk drejer det sig om en fond for infrastrukturinvesteringer på i alt 315 milliarder euro, hvoraf hovedparten skal komme fra private markeder. Kun 21 milliarder skal komme fra EU's budget, til dels som garantier, samt fra Den Europæiske Investeringsbank.

Gammeldags økonomiforståelse

Deadline inviterede herefter direktører for tre tænketanke (Kristian Weise fra CEVEA, Martin Aagerup fra Cepos og Bjarke Møller fra ’Europa’) til at diskutere, om der nu ville komme gang i økonomien. Den lyserøde Weise så et keynesiansk perspektiv i, at investeringerne får et skub, og glædede sig over, at forslaget lemper lidt på de stramme krav til statsunderskud. Cepos-Aagerup mente, at det jo ikke er sikkert, at kapitalen er villig, og at det er strukturreformer (læs: skattelettelser og færre offentlige ydelser), der skal til. Bjarke Møller syntes forslaget er ok, men ikke ambitiøst nok.

Alle tænkte de inden for rammen af gammeldags økonomiforståelse og undlod helt at slutte den forbindelse, der ellers ligger snublende nær. Nemlig at naturligvis er den kapital, der har vokset sig stor gennem penge i skattely med højt palmeindeks, hjulpet på gled af EU-lande som Luxemburg, men også Nederlandene og Irland, da glad for at bestemme, hvilken infrastruktur der skal investeres i. Oven i købet garanterer EU det afkast, som borgerne i sidste ende skal betale for.

Er der nogle pensionskasser, der bliver lokket med i cirkusset, kan borgerne på den ene side sikre afkastet til alderdommen, men mens de er aktive betale mere for ydelserne, end hvis det var stater, der havde investeret i dem. Hvad staterne måske kunne have gjort, hvis virksomheder og rige borgere betalte den skat de skulle.

Jakob Lindblom udlagde udmærket pointen om det katastrofale i EU’s investeringsfond i Information den 11. december.