Den seneste rapport fra FN’s klimapanel slår fast, at den menneskeskabte stigning i gennemsnitstemperaturen på én grad har forårsaget afsmeltning af den arktiske iskappe, optøning af permafrostområder og opvarmning af havvandet med ekstremt vejr til følge.

Facit er, at den grønne dagsorden vil være ledsaget af jordtyveri og kapitalkoncentration - også selvom det lykkes at kontrollere CO2. 

I modsætning til tidligere er der kun få benægtere af klimatruslen. Uenighederne ligger i, hvad der skal gøres. Fire hovedfronter tegner sig.

På den politiske front er dagsordenen, hvornår procentvise CO2-reduktionsmål skal nås, og ikke mindst hvordan udslipssyndere kan bringes til at forbedre deres adfærd. For at være populær skal omstillingen være smertefri. En måde er at sænke afgiften på elbiler for at få salget af dem til at stige.

Individfronten koncentrerer sig om den nære forbrugeradfærd. Selvom Danmarks fodspor ikke betyder alverden, hævder gruppen nødvendigheden af at gå først ved at spise økologisk og flyve mindre, genbruge og spare på energien og derved påvirke produktionsmønstrene.

Erhvervslivsfrontens svar er "grøn vækst", investeringer i grønne løsninger og ny teknologi,. Gerne med statsstøtte, samtidig med at de store virksomheder sættes i førersædet. Løkkes initiativ P4G, afløseren til det skandaleramte GGGI, skal få "gang i omstillingen" i mellemindkomstlande, blandt andet Kina, der ellers allerede er godt i gang. De, der har meget, skal også meget gives.

Den systemkritiske front ser på produktionsprocesserne. Hvordan og hvor foregår de? Hvad er tendensen, skal der produceres og transporteres mere eller mindre gods?

Mærsk-chef Søren Skou sagde noget centralt forleden i TV2 i anledning af P4G-mødet. Efter at han havde opremset Mærsks mål for reduktion af CO2-udledning per container, blev han spurgt, om man ikke kunne skære ned på transportbehovet. Hans svar kan koges ned til, at de vestlige lande konsumerer meget mere end de producerer og derfor er afhængige af godstransport i storskala.

Afrikanske lande har historisk haft lave udslip, og derfor har de tilladelse til at lade deres udslip stige. Massiv elektrificering, genindustrialisering samt et byggeboom (cement) vil få CO2-udslippet til at gå op, også selvom oliefyrede kraftværker lukkes. Underhånden bygges der kulkraftværker, der ellers har været så godt som fraværende på kontinentet. 

Fikseringen på udledningsmål risikerer at skjule de samfundsmæssige relationer og modsætninger. De store koncerner er begejstrede for at hoppe med på den grønne vogn, for så kan de både rense deres plettede ry og være "innovative".  Olieboringer, minedrift og storlandbrug eskalerer med henvisning til udviklingens eller vækstens nødvendighed. "Hvis ikke vi gør det, gør andre det", er undskyldningen.

Facit er, at den grønne dagsorden vil være ledsaget af jordtyveri og kapitalkoncentration - også selvom det lykkes at kontrollere CO2.