Det har længe været god latin for venstreorienterede at skyde skylden for verdens nuværende dårligdomme på neoliberalismen, der er en politisk udposning på gængs neoklassisk økonomisk teori.

Det er kapitalens utæmmede adfærd, der understøttes gennem de tiltag, der træffes.

Denne teori er baseret på simple antagelser, der ikke kan bruges til at forstå en kompliceret kapitalisme. Dens økonomiske fremskrivninger rammer systematisk ved siden af. Men fejlskuddene bliver tilgivet, så længe anbefalingerne til politisk handling er nyttige for magtelitens interesser.

Selvom økonomer bilder os ind, at markedets retfærdighed hersker i alle økonomiens forhold, er sløret faldet fra løgnen om "kapitalisme med et menneskeligt ansigt". Arbejdsløshed og lønpres er ubehagelig virkelighed for alt for mange.

Nu er "konkurrencestaten", der anklages for at have sat velfærdsstaten på porten, blevet venstrefløjens onde dyr i åbenbaringen. Bjarne Corydon finder den til gengæld helt ok. Forskellen fra neoliberalismens forskrifter skulle være, at staten ikke skal på skrump, men styrkes for at konkurrere med andre stater, som om de hver især var store virksomheder.

Derudover skal alt og alle inden for statens gebet konkurrenceudsættes, og dem uden for arbejdsmarkedet skal gøre sig fortjent til deres understøttelse. Ordet "konkurrencestat" viser altså hen på konkurrence både mellem staterne og inden for det offentlige.

Hjælper kapitalinteresser

"Hvordan skal Danmark klare sig i konkurrencen?" spørger politikere og godtfolk bekymret.

Godt spørgsmål, for direkte statsstøtte til virksomheder gælder som konkurrenceforvridning i EU. Staten hjælper derfor kapitalinteresserne ved at undergrave det sociale sikkerhedsnet og lønniveauet.

Selskabsskatterne sænkes for at skabe en "level playing field", frit oversat til en "flad foldboldbane", i forhold til andre lande. Virksomhederne må godt støttes, hvor markedet ikke er "perfekt", så næste skridt er at gøre markedet gnidningsfrit ved at udbedre situationen for nogle. Markedets perfektion er selvfølgelig et meningsløst, men brugbart begreb.

Den danske stat vil i hvert fald ikke konkurrere med andre med hensyn til sociale ydelser. Velfærdsturisme, nej tak. Højtkvalificerede udlændinge, ja tak. De bliver tilbudt favorable skattevilkår. Investeringer skal tiltrækkes ved at dyrke eliten, fremme Danmarks kulturelle og kreative ry og styrke infrastrukturen.

Det er kapitalens utæmmede adfærd, der understøttes gennem de tiltag, der træffes. Fordi staten ikke giver reelt modspil til den dominerende del af erhvervslivet, svækkes den danske økonomi. Som sine udenlandske fæller underlægger danske storvirksomheder sig staten med den ene hånd og tager nådigt imod dens gaver med den anden.

Bruger statsapparatet

Under både neoliberalismens og konkurrencestatens påståede herredømme bruger politikerne og magteliten altså statsapparatet til gavn for erhvervslivet.

Den historiske bevægelse har været væk fra nationale økonomier med udligningsmekanismer mellem enkeltvirksomheder og borgere. Men at forsøgene på lighedsskabelse afskaffes, forvandler ikke den danske stat til en konkurrencestat, det gør den til skødehund for kapitalen.

Begrebet "konkurrencestat" består af et sammensurium af begivenheder, mekanismer og ideologiske tankeformer, som statskundskabsfolk har stykket sammen til en forestilling om en ny tidsalder.

Hvis man trækker linjerne længere tilbage end til 1990'erne, træder de grundlæggende gamle konflikter frem, men nu i lyset af en global verden, hvor nationalstaten er blevet krisekapitalismens skraldespand. Statsapparatet er tilsvarende blevet en bizar kulisse for skandaler og selvskabte plager.