Arbejdets karakter ændrer sig uden tvivl med corona. Hjemmearbejde vil komme til at spille en større rolle i finans, medier, kommunikation, software og app-udvikling, administration og den offentlige sektor. Undtaget er jobs, der kræver varme hænder og fysisk indsats eller tilstedeværelse.

Det eneste, der mangler i ligningen, er realiteterne på arbejdsmarkedet. Det er som om, arbejdet er en parentes, ligesom når man går i svømmehal.

Samtidig har kampen for løn- og karriereligestilling fået fornyet kraft med MeToo 2.0 og afsløringerne om sexisme, sexchikane og skjult diskrimination af kvindekøn og mindretal på arbejdspladsen.

Hvis man virkelig vil sexisme til livs, må kønnene stilles lige i alle relationer, i hjemmet og på arbejdet. Nu skal fædrene for alvor til at tage barselsorlov. Helst lige meget til begge parter, helst mere orlov til dem alle, så familierne kan trives. På den måde kan lønskævheden for kvinder, der jo (desværre) har mere tilbøjelighed til børnepasning end deres partnere, udlignes. Så ja, mænd skal tage mere ansvar på hjemmefronten.

Virksomhederne stilles i udsigt, at de vil få dygtigere og mere motiverede medarbejdere, når de kan lægge et længere perspektiv på deres karriereforløb. Hjemmearbejde kan spare transport.

Således ræsonnerer foreningen ’Forældre på Arbejde’ i en kronik i Information (26. november).

Realiterne på arbejdsmarkedet

Så langt så godt, bortset fra den underforståede kernefamilieforestilling uden soloforældre og regnbuefamilier.

Det eneste, der mangler i ligningen, er realiteterne på arbejdsmarkedet. Det er som om, arbejdet er en parentes, ligesom når man går i svømmehal eller til yoga. Der er et før og et efter. Selve arbejdet er en sort boks, man træder ind i, hvor man måske skal anstrenge sig i øjeblikket, men ikke behøver den store entusiasme. Det er et middel til det gode liv udenfor.

Foreningen taler til dem, der typisk arbejder som mellemledere med udsigt til et karriereforløb i en velaflagt virksomhed eller det offentlige. Men hvad arbejder de med?

Alt arbejde er delbart, udtaler kronikken direkte – altså ligesom industriarbejde, hvor den ene gnidningsløst kan afløse den anden ved samlebåndet. Abstrakt arbejde, kaldte Marx det. Men således påberåbes en maskinel (’fordistisk’) logik, som ikke svarer til det specifikke og værdifulde arbejde, denne gruppe ellers påstår at yde. Mistanken om, at arbejdet er blevet indholdsmæssigt ligegyldigt, forstærkes.

De, der har en position med et vist ansvar, kan ikke bare lægge jobbet fra sig eller dele det op, når det går skævt. Politikere skal stille op, virksomheder krisestyrer. Nylige skandaler drejer sig i høj grad om ansvarsforflygtigelse blandt for mange involverede parter. Rapporter skal skrives, deadlines styrer. Man skulle også gerne sætte sig ind i tingene, studere, læse. Meget kan gøres hjemme, men det kræver tid.

Det moderne arbejde

Stort set går kravene ud på at få flere fordele for samme arbejde eller samme løn for mindre arbejde. Men skulle forældre ikke indrømme, at deres valg kan kræve lavere levestandard, ville det ikke være i pagt med ønsket om bæredygtighed?

Og hvis de har et, undskyld mig, røvsygt job, hvorfor så ikke finde et andet i stedet for at kræve mere for det samme eller avancement uden stress (det findes ikke). En god løn indebærer uvægerligt noget, der gør av, psykisk om ikke fysisk.

Det moderne arbejde er nu som før præget af de grundlæggende samfundsmekanismers uretfærdigheder. Den omstilling, der skal til, kræver seriøse overvejelser om, hvad der er brug for. Flere kvinder i høje stillinger kan ændre på tonen, men på indholdet af arbejdet? Det ville være godt, hvis kampagnen blev strakt ud til at se på, hvad der laves og bruges tid på, og hvilke interesser arbejdet tjener.