26 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Militarisering og krigstrommer

Blogs

Karen Helveg Petersen
Økonom
Kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet og ph.d. i økonomi fra State University of New York. Har arbejdet som rådgiver for internationale udviklingsorganisationer. Nu skribent om politisk økonomi og forfatter til "Rentekapitalismen – Økonomisk teori og global virkelighed" (2017).
Blogindlæg af Karen Helveg Petersen
søn. 01. nov - 2020
lør. 12. sep - 2020

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 05. juli, 2019, 07:00:35

Militarisering og krigstrommer

Ingen har for alvor stillet spørgsmål ved den stadige oprustning. Med helt rationelle argumenter og raffineret teknologi bygger militærkomplekset op til en større konfrontation.

USA kræver, at NATO-landenes militærudgifter skal op på to procent af bruttonationalproduktet, BNP.

Løkke-regeringen slog hælene sammen, og forsvarsforliget fra sidste år gav en merbevilling på 800 millioner kroner i 2018, stigende til 4,8 milliarder kroner i 2023. En tillægsaftale i 2019 bevilger ekstra 1,5 milliarder kroner i 2023. Med nogle kreative omposteringer når forsvarsudgifterne op på 1,5 procent af BNP i 2023.

Som et minimum bør den nye regering presses til at lægge afstand til de modbydelige stedfortræderkrige, der foregår i sprængfarlige områder af verden.

De fire hovedområder, der skal styrkes, er Danmarks bidrag til NATO-afskrækkelse, internationale operationer og stabiliseringsindsatser, national sikkerhed og styrket kapacitet mod cyberangreb. Derudover skal det nationale redningsberedskab opgraderes. Danmark skal blandt andet deltage i ubådsbekæmpelse.

Begrundelsen for stigningen er, at trusselsbilledet er blevet alvorligere. Rusland tilskrives den største rolle, dertil kommer Mellemøsten og Nordafrika.

Ruslandstruslen kom på dagsordenen efter Krim-annekteringen, men den ses dog som mere rettet mod østeuropæiske NATO-lande end Danmark. I den ånd har ’vi’  sendt 200 soldater til Estland for at dæmme op for Ruslands eventuelle hang til gammelt sovjetisk territorium.

Arktis og Mellemøsten

”I Arktis er der klimaforandringer og en forøget aktivitet”, står der i motivationen til forliget. Den aktivitet er vel russernes målinger og sejlen rundt. Jo, fire arktiske magter, heriblandt Rusland og Danmark, kræver i en kreativ fortolkning af kontinentalsoklen ejerskab til dele af havbunden og dens ressourcer. I princippet er Ishavet internationalt farvand, og en fredelig afklaring skulle vel være mulig.

Mørke skyer tegner sig i horisonten. USA's ensidige opsigelse af atomaftalen med Iran og presset på de allierede, der var med i aftalen om ikke at have noget med Iran at gøre, har ført til et farligt magtspil. Samtidig har USA ladet saudierne køre deres løb i Yemen og sælger gladeligt våben til dem. Trump, der ville stoppe USA’s oversøiske militærengagement, sender ekstra tropper til Mellemøsten som led i Iran-optrapningen.

Mellemøstkendere er enige om, at et amerikansk angreb på Iran vil sætte Mellemøsten i brand for alvor. Al den krigsrummel får danske militæreksperter til at tale truslerne mod Danmark og dets allierede op, og flere og flere farer øjnes i det fjerne. Kina, kunne det ikke blive en militær trussel?

I mellemtiden køber vi godt med militært materiel fra vores amerikanske venner. 27 F-35 Joint Strike Fighters til afløsning af F-16 flyene er bestilt. De vil koste 66 milliarder kroner inklusive vedligehold (først var det 56 milliarder). De ankommer nu ikke før i 2022, selvom der har været nogle flyvninger for at teste støjniveauet.

Oprustning

Både De Radikale og Socialdemokratiet var med i 2018-forliget, der dermed vil blive gennemført af den nye S-regering. Anders Samuelsen satte stop for våbeneksporten til Saudi-Arabien, men det tolkes som kun gældende for nye kontrakter. At stoppe dem, der endnu ikke er udløbet, ville være oplagt for den nye regering, men ser ikke ud til at være på dagsordenen. Forståelsespapiret mellem de fire partier er i øvrigt helt tavst om militær og forsvarspolitik.

Ingen har for alvor stillet spørgsmål ved den stadige oprustning. Et krigerisk USA har naturligvis interesse i at få sine allierede til at medfinansiere dets udgifter til forsvar – og så også købe godt med udstyr i USA. Med helt rationelle argumenter og raffineret teknologi bygger militærkomplekset op til en større konfrontation. Og med et uforudsigeligt politisk lederskab bliver det livsfarligt.

Hvordan kan man stoppe denne galskab? Burde der ikke snart komme offensive bud på mulige alternativer, eller hvordan man kan løsne op for, om ikke løse, konflikter? Som et minimum bør den nye danske regering presses til at lægge afstand til de modbydelige stedfortræderkrige, der foregår i sprængfarlige områder af verden.