"Moderne pengeteori" – eller MMT efter det engelske navn – er det sidste skrig inden for pengeteori. For ikke så lang tid siden var det "gode penge", GP.

Begge teorier tager udgangspunkt i pengenes fremtræden og kredsløb, ikke i deres økonomiske logik og hvad de er værd. 

Ligesom MMT har GP sigte på fundamentale ændringer i penge- og bankvæsen. GP vil sætte bankernes urimelige evne til at "lave penge" ud af kraft ved at få nationalbanken til at styre pengeudstedelsen og tilbyde borgerne lønkonti. Private banker skal stadig låne til virksomheder, men kun således som nationaløkonomer bilder almindelige mennesker ind, at de gør, nemlig ved at kanalisere opsparing over i investering. Så GP vil virkeliggøre en teori, der aldrig har holdt.

GP indser, at korttidsindeståender i banker tæller med i pengeforsyningen. Når bankerne låner penge ud, vender de tilbage som indskud, og så er der lavet penge. Til det kan indvendes, at lån forfalder og derved tilintetgøres penge også. Nye penge "laves", når økonomien gennem dens finansielle udtryk vokser, men pengeforsyningens størrelse er ikke afgørende.

Nationalbanker er aktive spillere ved køb og salg af statsobligationer og andre værdipapirer for derved at påvirke pengemarkedet. ECB og USA's centralbank har i de sidste år haft opkøbsprogrammer, der har givet likvid indsprøjtning i banksystemet og skabt basis for stigning i kursen på værdipapirer og fortsat finansiel oppustning.

Det er problematisk, men her kommer MMT ind fra den anden side. Teoretisk ser den penge som stammende fra skattebetaling. Det er stater, der præger penge og får dem tilbage i skat. MMT observerer, at nationalbanken i det daglige leger med de store banker, og konkluderer, at i selvstændige valutaområder kan der ikke komme knaphed på penge. Så hvorfor ikke lade staten give los og lade nationalbanken finansiere nyttige ting (Grøn Ny Deal) og give skattelettelser oveni? Især kan USA tillade sig hvad som helst – og gør det også. Men den frihed stammer fra dollarens globale dominans.

Begge forestillinger skærer tanken af ved penges indlejring i produktionsforholdene og samfundenes velstand. Begge tager udgangspunkt i pengenes fremtræden og kredsløb, ikke i deres økonomiske logik og hvad de er værd. Den ene vil begrænse bankerne, den anden sætte fut i økonomien og købe sig til vækst eller grøn omstilling. Selvom MMT’erne mener, at penge har deres oprindelse i skatter, ser de konkrete skatter som en eftertanke. De skælder marxister ud for primitive forestillinger om "varepenge".

Forstenet lærebogstænkning skal udfordres, men de to teorier underforstår et mere uudviklet samfund med en lukket økonomi (GP især) og et snævert syn på nationalbanken, staten og bankernes samspil. De ser indkomster, profit og "realøkonomien" som et resultat af penge. Det er omvendt. Kapitalismekritik er de her teorier ikke, men mange venstreorienterede falder for dem.