Der har været meget gætværk om, hvorfor Ukraines præsident blev væk fra den underskrivelsesceremoni, der skulle besegle landets associeringsaftale med EU.

Er Ukraine blevet truet af Ruslands præsident Putin? På grund af Ukraines næsten totale afhængighed af russisk gas har Rusland indtil videre egenmægtigt kunnet bestemme gaspriserne. Men Ukraine prøver at blive mere energiuafhængigt og har sluttet kontrakter med Shell og ExxonMobil om gasboringer.

Danske landmænd har længe formelig savlet for at komme ind i Ukraine, især for at etablere svinefarme, men også for at dyrke korn.

Demonstranterne i Kiev vil have demokrati og støtter EU-tilknytning. Begejstringen for aftalen er steget i takt med, at Putin har spillet gaskortet og lukket for import af blandt andet ukrainsk chokolade, samt med mistanken om, at den ukrainske præsident Janukovitj - udover at være diktatorisk og korrupt - er i ledtog med Rusland. At EU tilbyder bløde ’værdier’, hamres fast af fromme vestlige kommentatorer.

Man kan også tro på julemanden, men umiddelbart fremstår demonstranterne en smule naive. Skeler de ikke til, hvordan det er gået nyere medlemmer af unionen? Uden at påstå, at Ukraines skæbnefællesskab med Rusland er just helsebringende.

EU's interesser

Lad os dykke lidt ned under overfladen og spørge, hvad EU's interesser i Ukraine kunne være.

Ukraine har en tredjedel af Europas frugtbare jord. I 2011 producerede landet 50 millioner tons korn (hvede og majs), men udbyttet er kun 20-50 procent af det europæiske gennemsnit for de vigtigste afgrøder. Der mangler investeringer, og teknologien er umoderne. Ukraines landbrugseksport er dog kommet godt op i omdrejninger. Landet leverer således halvdelen af verdens solsikkeolie. Sidste år eksporterede det fødevarer for 17,9 milliarder dollar og importerede for 7,4 milliarder. Ukraine har også en landbrugsmaskinindustri i udvikling, men først og fremmest er det vel det ukrainske landbrugs potentiale, der har interesse for EU.

Der er allerede konkurrence om Ukraines jord. For nylig har Kina afsluttet en kontrakt om over tid at leje tre millioner hektar jord – af et samlet dyrket areal på 33 millioner. Danmark har til sammenligning 2,7 millioner hektar under ploven.

Danske landmænd har længe formelig savlet for at komme ind i Ukraine, især for at etablere svinefarme, men også for at dyrke korn.

Europæisk jordkøb

Hidtil har udlændinge kun måttet leje jord i en kompliceret proces, der ofte involverer flere småparceller. Alligevel er det lykkedes for udlændinge at opbygge store agrovirksomheder ved hjælp af lokale stråmænd. En ny lov vil heller ikke tillade udlændinge at eje jord, men vil gøre det muligt for private ukrainere at erhverve større ejendomme. Staten vil dog stadig have forkøbsret.

Naturligvis har EU-forhandlerne og mange lobbyister håbet, at det med associeringsaftalen ville blive muligt at påvirke Ukraines lovgivere til at være mere venligt stemt over for europæiske jordkøb.

Ifølge den nu – eller foreløbigt - skrinlagte aftale ville EU lette tolden på Ukraines landbrugsvarer, men også kræve højere produktionsstandarder. Underforstået: de kunne opfyldes gennem europæisk ’teknologioverførsel’. Således bekræftede den tyske ambassadør på en landbrugsudstilling i Kiev lige før forhandlingssammenbruddet sit lands interesse i investeringer i Ukraines landbrug og lovede hjælp til lovgivning for at møde EU's normer og standarder.

Det er ikke de ukrainske, men de europæiske storbønder, der ville nyde godt af aftalen. Måske ved demonstranterne på Uafhængighedspladsen godt, at landtyveri og koncentration af jorden kommer ’so oder so’, og så foretrækker de europæiske ansigter. Danske kommentatorer udmærker sig ved helt at overse problematikken.