Et væsentligt tema i Donald Trumps valgkampagne var modstand mod regionale frihandelsaftaler, som USA allerede har indgået eller forhandler om. NAFTA er den nordamerikanske 'frihandelsaftale' med Mexico og Canada fra 1994, mens Stillehavsaftalen TPP afventer ratificering.

TPP indgås mellem USA, Australien, New Zealand, Japan, Canada og Singapore som de udviklede poler og endvidere med Malaysia, Mexico, Peru, Vietnam, Chile og Brunei. I sin omtale af TPP fremhæver USAs handelsministerium fordelene for amerikanske arbejdere og virksomheder ved at få en 'level playing field' - en jævn boldbane. I øvrigt er NAFTA er blevet ændret for at passe ind i TPP. Bestemmelserne om 'fair konkurrence' vil uden tvivl gavne USA gennem forbuddet mod favorisering af lokale virksomheder og statsstøtte. USA forbeholder sig dog retten til at købe amerikansk i visse tilfælde. 

Trump har ikke noget imod, at USA er magnet for udenlandske kapitalstrømme, og har vist også selv hentet kapital i udlandet. 

Trumps modvilje gælder udflytning af arbejdspladser, selvom kun få underskrivere af TPP er lavtlønslande. Efter valget har Trump taget æren for, at Carrier, der producerer luftkølingsanlæg, har indvilget i at bevare arbejdspladser i Indiana. Senere har både Ford og Chrysler – efter tweets fra Trump – lovet at investere i USA snarere end i Mexico. Amerikanske virksomheder har ellers været gode til at oprette internationale værdikæder, det vil sige lægge en virksomhed et sted i udlandet, hvor lønningerne er lave, men sælge til tredjelande. A la tyske BMW's produktion i Mexico med salg i USA for øje, som Trump nu er harm over.

Næste punkt på dagsordenen skulle så være handels- og investeringsaftalen TTIP med EU. Selvom EU ikke som helhed er lavtlønsområde i forhold til USA, har amerikanske investeringer i Europa en lang historie, fremmet af Marshall-hjælpen. Nu finder de sted i Østeuropa, ikke mindst Polen.

Venstrefløjens modstand mod TTIP kan koges ned til, at den er til fordel for store (amerikanske) selskaber og til skade for små virksomheder og forbrugere, der helst vil undgå, at kyllinger er renset med klor, eller at landbrugsvarer er genmodificerede.

EU's forsigtighedsprincip kan nemlig blive erstattet af det amerikanske krav om risikovurdering af produkter, og det sker bedst, efter at de er lanceret. Mon ikke USA vil vinde det slag?

Dertil komme spørgsmålet om særdomstole, der beskytter virksomheders (fremtidige) profit. Vi kender problematikken fra langvarige kontrakter mellem staten og giganter som Mærsk. De er sværere at ændre end grundloven, og det vil særdomstolene cementere.

Så hvorfor er Trump imod TTIP? Han hylder den gammeldags nationaløkonomiske forestilling, at det der sælges over grænsen, produceres inden for den. Han har dog ikke noget imod, at USA er magnet for udenlandske kapitalstrømme, og har vist også selv hentet kapital i udlandet. Men det er måske en anden historie?