Neoliberalismen kan bedst bestemmes som et normsæt for den politiske og økonomiske styring af staten og dens forhold til den private sektor. Den bygger på neoklassisk "teori" fra slutningen af 1800-tallet, der længe har været dominerende på de økonomiske fakulteter. Enkeltaktørers ønske om at maksimere deres nytte eller fortjeneste er udgangspunktet for modeller om markedets mekanismer, der på bedste vis bestemmer priser og udbud, hvis de får lov til at virke frit. 

Vestager analyserede i det tilfælde monopol ud fra markedsandele, men hvis hun så på markedsmagten i forhold til andre dyrkningsmåder, ville resultatet være et andet. 

Statens rolle er blot at skabe "rammebetingelser" for den private sektor og sikre konkurrencen. Den kan dog også selv være forvridende. Ligeledes kan virksomheder opnå monopol, der sætter markedet ud af spil, eller de kan skabe omkostninger for andre, eksternaliteter kaldet, som de selv bør betale for – i princippet.

Lad os se på realiteterne. Især store spillere er gode til at lægge ansvaret fra sig. Den kemiske forurening fra Grindstedværket og Cheminova er stadig en offentlig skandale. Forurenerne forsvarer sig med, at de fulgte reglerne fra dengang (før man opdagede farerne). Altså en undskyldning for uvidenhed.

Målinger og højere videnskab skal der til, når det skal afgøres, om direktiver for rent overflade- og grundvand er håndteret korrekt. Manipulation og decideret snyd har det vist ikke skortet på i vores ukorrupte land!

På klimaområdet bestiller politikere beregninger og kommer med forslag, der kan markedsgøre omhyggeligt tilskårne dele af helheden. Et af dem er tilladelser til CO2-udledning med det formål at skabe et finansmarked i klimagæld, men efterspørgslen halter.

Margrethe Vestager står som EU’s konkurrencekommissær helt centralt. Irland lod Apple slippe med en lavere selskabsskat end sammenlignelige virksomheder. Vestager stod fast og afgjorde, at Apple skulle betale den undgåede skat til Irland, der helst ville være fri. Apple betaler nu ind på en spærret konto, mens ankesagen kører.

Ved virksomhedssammenlægninger gælder komplicerede regler om markedsdominans som tegn på monopol. For at fastslå det kræves dygtige mikroøkonomer. Et eksempel er Bayers køb af Monsanto. Folk i fattige lande bliver syge af de to’s pesticider, gødning og genetisk modificerede såsæd, som oven i købet skal nyindkøbes hvert år. Bønder må forlade deres jord, der snuppes op af de implicerede firmaer, måske sammen med regeringen. Grænsen mellem konkurrence og monopol er flydende, men syge forretninger kan nemt skjules under sløret af jagten på løsningen af et fejlformuleret problem. Baysanto bliver dog nok værre end de to for sig.

Vestager analyserede i det tilfælde monopol ud fra markedsandele, men hvis hun så på markedsmagten i forhold til andre dyrkningsmåder, ville resultatet være et andet. Vestager henviser dog fikst til, at miljøregler ikke er hendes bord. Sådan er det jo.