29 Jan 2023  

KBH: Spredte skyer, 4 °C

Vestens rolle i Ukraines gasproblemer

Blogs

Karen Helveg Petersen
Økonom
Kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet og ph.d. i økonomi fra State University of New York. Har arbejdet som rådgiver for internationale udviklingsorganisationer. Nu skribent om politisk økonomi og forfatter til "Rentekapitalismen – Økonomisk teori og global virkelighed" (2017).
Blogindlæg af Karen Helveg Petersen
søn. 01. nov - 2020
lør. 12. sep - 2020

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 27. marts, 2014, 12:30:14

Vestens rolle i Ukraines gasproblemer

Naturgasforsyningen fra Rusland til Ukraine og Vesteuropa er en faktor i den igangværende konflikt i området.

Bag larmen fra krigstrommerne i Europas sydøstlige hjørne ligger blandt andet det betændte forhold omkring naturgasforsyningen fra Rusland til Ukraine og Vesteuropa.

Når Ukraine skal betale europæiske priser for gassen og sende dem videre til forbrugerne, vil det altså ramme dobbelt eller tredobbelt hårdt. 

De store gasledninger, der går igennem Ukraine, udspyr stikledninger til Ukraines større og mindre byer. Rusland har indtil for nylig givet betydelig, men stadig mindre rabat i forhold til prisen til Europa. Ikke overraskende har Rusland nu meddelt, at Ukraine skal betale den fulde pris. Rusland kræver også kontant afregning samt tilbagebetaling af den forfaldne gasgæld på godt 1,5 milliarder dollar.

To "gaskrige" er blevet ført mellem Rusland og Ukraine, i 2006 og 2009. Resultatet af den sidste blev, at Ukraine ikke længere var forpligtet til at aftage et vist minimum. Gasprisen blev først 360 dollar per 1000 kubikmeter, men prisen er siden steget. Der er dog en del uoverensstemmelser mellem forskellige kilder, nogle mener de i praksis er lavere. Den aftale, Janukovitj lavede med Putin i december 2013, ville få prisen ned på 268 dollar. I øjeblikket har de europæiske handelspriser en bund på 415 dollar.

Ukraines forbrug af russisk gas faldt allerede under Janukovitj. Det ny Ukraine har annonceret, at importen fra Rusland skal ned med yderligere 15 procent. Slovakiet kan levere, men at erstatte russisk gas helt vil være besværligt og dyrt. De aftaler, som Ukraine – igen under Janukovitj - har underskrevet om skifergasudvinding med Chevron, ExxonMobil og Shell, sikrer i bedste fald først uafhængighed fra russisk gas i 2020.

Den internationale Valutafond (IMF), Verdensbanken, EU og Den europæiske Udviklingsbank (EBRD) har længe været involveret i hjælpeprogrammer til Ukraine. Udviklingsinstitutionerne har også studeret og forberedt investeringsprojekter i kraftvarmeproduktionen (udskiftning af kedler, maskiner og rør, varmevekslere, bedre målere). Men implementeringen er udeblevet. For de har alle fire i samdrægtighed været knibske og krævet, at Ukraine skulle makke ret og opgive sine subsidier til befolkningens naturgasbaserede forbrug af varme, el og husholdningsgas.

IMF gik så vidt som til at nedfryse en hjælpepakke på 15 milliarder dollar i 2011 på grund af gassubsidierne, der ellers var blevet skåret ned i 2010/11. Ifølge et IMF-studie beløb de indirekte overførsler til ukrainske energiforbrugere sig til fem procent af BNP i 2012.

I klarskrift betyder det, at disse organisationer helt bevidst har undladt at hjælpe til med energibesparelser, der kunne mindske energiafhængigheden af Rusland, og det fordi folk betalte for lidt! Der er gået mange år med, at der ikke er sket noget.

Netop et udbygget forsyningssystem har forlenet de ellers elendige forhold i Ukraine med en civiliseret fernis. Når Ukraine skal betale europæiske priser for gassen og sende dem videre til forbrugerne, vil det altså ramme dobbelt eller tredobbelt hårdt. Man må da håbe, at de vestlige institutioner er parate til at springe til med de længeventede moderniseringer af energisystemerne.