Det ser faktisk ud som om EU nu skrider hårdt ind over for de store banker.

I slutningen af februar enedes Parlamentet og Ministerrådet endelig om nye EU-love, der skal sikre, at bankerne har reserver nok til at modstå nedture på de finansielle markeder. Love, som Margrete Vestager i sommeren 2012 kaldte for ”rockerversionen” af bankregulering, og som i fremtiden skal være det fundament den berømte bankunion skal bygge på.

Selveste den Europæiske Centralbank skal nu i sving med at overvåge, om bankerne overholder reglerne, og optimisterne ser en lys fremtid for sig – uden dyre redningspakker.

Der er mange grunde til, at det ikke kommer til at gå så let – finanskrisen skyldes ikke bare svag regulering - men lad os her holde os til det enkle: De nye regler er fuld af huller, og bankunionen er bygget i sand.

God plads til kreativitet

Filosofien bag bankreglerne er for så vidt enkle nok: Hvis en bank har reserver af en vis størrelse, så kan den også holde til, at nogle af investeringerne går fløjten. Derfor gælder det om at forpligte bankerne til at have en vis kapitalbeholdning.

Da det nu gik så skidt sidste gang, da den amerikanske boligboble brast i 2008 og rev mange banker med sig, så må vi hellere hæve bommen, mente arkitekterne bag de nye regler. Den mest afgørende type bankreserver skal derfor næsten fordobles. BOM!

Det er essensen i Vestagers rockerbank.

De europæiske storbanker er i hvert fald så glade for bankunionen, at det er svært at hævde, den har brodden vendt mod dem.

Men så er der lige en helt afgørende nuance: Bankerne skal nemlig selv vurdere, hvad det egentlig vil sige at have penge i reserve. Nogle typer investeringer er så gode, og så hurtige at omsætte til rede penge, at de nærmest er som kontanter, mener bankerne. Og med dét argument har de banker, der har råd til det, fået lov til at lave store, dyre modeller for, hvornår de har reserver nok.

Det er der ikke noget nyt i. Det underlige er, at det får lov til at fortsætte. Med lidt forstærket tilsyn, javel, men stadig med god plads til kreativitet.

For hvad betyder det i praksis, når bankerne selv skal sidde med detaljerne i regnearket? Noget tyder på, at hele øvelsen med at hæve kravene til bankernes reserver vil være noget nær omsonst.

Allerede i januar 2012 meldte den første europæiske storbank, franske Crédit Agricole, sig med besked om, at den havde indrettet sig, så de nye kapitalkrav ikke ville få nogen betydning.

Og i januar i år kom turen til Deutsche Bank. En justering i bankens modelberegninger var nemlig hovedårsagen til, at den store tyske bank havde revurderet sine investeringer og ændret en af de afgørende poster med – hold fast – 400 milliarder kroner. Vupti! Dermed opfyldte Deutsche Bank pludselig de nye kapitalkrav. Der skulle blot en modeljustering til.

Hvad handler det om?

De nye EU-regler kommer, som antydet fra internationalt hold, fra de såkaldte Basel-forhandlinger mellem verdens største finansmagter. Så i den forstand ville det være underlødigt at placere aben alene hos EU.

Men i EU har man dog foretaget et træk uden lige andre steder. De kapitalkrav, som på internationalt niveau er udset til at være minimumskrav, er i EU-modellen endt med nærmest at blive maksimumskrav – det er harmonisering, der foregår.

Det betyder, at kravene til bankerne kun kan hæves under særlige omstændigheder, og kun hvis Kommissionen giver tilladelse.

Så er det man må spørge: Handler dette her – bankregulering og bankunion – om at sikre os mod finanskriser, eller handler det om at styrke integrationen gennem det indre marked? De europæiske storbanker er i hvert fald så glade for bankunionen, at det er svært at hævde, den har brodden vendt mod dem.