Det var Berlingske, som den 27. juli bragte historien om, hvordan Nationalbanken holdt hånden under Danske Bank i de dramatiske måneder i 2008 og 2009, hvor finanskrisen var på sit højeste.

Rigets pengemænd måtte åbne for alle sluser for at sikre den største bank i riget, og der blev lagt meget store milliardbeløb på bordet for at sikre Danske Bank mod de negative virkninger af bankens egne spekulationseventyr i øst og vest.

Regnemodellerne gør det muligt for en bank at puste reserverne op til det dobbelte

Særligt et lån på 150 milliarder kroner til USA bekymrede en overgang Nationalbanken. Gik det galt med dét lån, kunne det skabe en lavineeffekt, som kunne gøre prisen for Danske Banks redning astronomisk.

Det var en bank, som havde taget statskassen og den danske økonomi i favnen, mens den i de nervepirrende måneder for fem år siden, dansede dødsdans. Flere hundrede milliarder skulle banken låne dagligt for at holde den gående, og Danske Bank blev et dyrt venskab for statskassen.

Systemisk bank

Men kunne man bare ha’ ladet helt være? Næppe. Prisen blev højere end nødvendigt, men at der blev sat ind fra statens side for at redde Danske Bank er svært at kritisere i sig selv. Var Danske Bank faldet, var det gået hårdt ud over den danske økonomi. Danske Bank er med andre ord en SIFI-bank – en systemisk vigtig finansinstitution.

Berlingskes historie fik hurtigt Det Radikale Venstre til at rykke ud med et politisk svar. Løsningen, sagde partiets erhvervsordfører Andreas Steenberg, er ikke at dele banker op, men at bede dem om at lægge lidt flere penge til side til hårde tider. Og – sagde politikeren – i efteråret vil de Radikale gerne snakke med andre partier om, hvor stor den afgift skal være, så vi kan undgå at ende i den samme situation én gang til.

Det er nu ikke noget, Det Radikale Venstre har fundet på. Det er både i EU og internationalt, at der skal fastlægges et ekstra ”kapitalkrav” for de største banker i verden. Det vil sige, de skal have en lidt større andel af deres aktiver liggende som rede penge, likviditet. Mere præcist så er det mest ambitiøse forslag, at SIFI-banker skal lægge 2,5 procent oven i det kapitalkrav på syv procent (af risikovægtede aktiver), alle banker skal opfylde.

Snyd på vægten

Det er der to problemer i.

Det første problem er, at bankerne for længst har fået retten til at regne sine egne kapitalkrav ud selv. Snirklede, uigennemskuelige modeller er godkendt til brug og har gjort det muligt for især de største af dem at snyde på vægten.

For eksempel kom det frem tidligere på året, at britiske banker reelt mangler 50 milliarder pund i at nå det påkrævede niveau for reserver – men kan holde den gående for mindre, takket være kreativ bogføring.

Det er kun ét eksempel – muligheden for at holde de reelle reserver nede anvendes af alle store banker. Regnemodellerne gør det muligt for en bank at puste reserverne op til det dobbelte af det, de i virkeligheden er, så at lægge 2,5 procent oven i syv, virker som en tom gestus, der ikke løser noget.

Det andet problem har med størrelsesorden at gøre. De 2,5 procent i ekstrareserver svarer i Danske Banks tilfælde til måske en procent af aktiverne, eller 36 milliarder kroner. Det er ikke mange penge i forhold til de summer, Danske Bank havde brug for dengang – med udlån på omtrent 1700 milliarder kroner i 2008 - så forslaget om ekstrareserver er lidt af en narresut.

For der er reelt kun én løsning. At opdele de store banker er pt. den mest troværdige kur mod en gentagelse af de stjernedyre redningspakker herhjemme og andre steder.