I løbet af de seneste år er debatten om forhandlingerne om en handelsaftale mellem EU og USA (TTIP) så småt blevet løbet i gang i Danmark. En voksende del af organisationslandskabet har meldt bekymringer ud, andre kræver TTIP taget af bordet.

Den dårlige nyhed er, at ”særdomstolene” allerede skal behandles i Folketinget inden for få måneder.

TTIP er et overflødighedshorn af ulykker, men det meste af modstanden er rettet mod store selskabers mulighed for at lægge sag an mod staten ved internationale særdomstole, hvis der vedtages noget som går deres interesser imod. 

Den gode nyhed er, at det stadig varer et stykke tid før TTIP-forhandlingerne er færdige. Den dårlige nyhed er, at ”særdomstolene” allerede skal behandles i Folketinget inden for få måneder.

De selvsamme særdomstole finder man nemlig i en aftale med Canada, CETA (the Comprehensive Economic and Trade Agreeement). Canadiske virksomheder vil så kunne lægge sag an mod staten, hvis der vedtages noget, som forringer deres investeringer, det vil sige fører til mindre profit. Der er ikke frit slag, men der er masser af plads.

Hvis for eksempel – som de har tænkt i 3F Kastrup - der skrides ind over for mikropartikler som dem, der forpester tilværelsen for ansatte i Københavns Lufthavn, så kan en sag anlagt af den canadiske pensionsfond, som ejer en del af lufthavnen, ikke udelukkes – ligesom en milliardbøde vil være en mulig udgang på sådan en sag, eller måske at initiativet annulleres.

Det vil være første gang, Danmark skriver under på en aftale af denne art med et industrialiseret land, og det vil gøre en forskel. Canadiske virksomheder har lært at bruge den slags systemer flittigt, da landet har en lignende ordning med USA og Mexico under NAFTA-aftalen. Og så har mange store amerikanske virksomheder filialer i Canada, og vil derfor kunne bruge landet som trædesten for klagesager mod EU-lande eller mod EU som sådan.

Udfordringen er større endnu. Går CETA-aftalen igennem uden vanskeligheder, vil vejen være banet for storebror, TTIP-aftalen med USA. Kan ISDS presses ind via CETA, er der skabt en præcedens, og det risikerer at give den rygvind, der skal til for at få også TTIP igennem.

ISDS har været en sten i skoen for forhandlerne i mere end to år. Og modstanden har presset EU ud i utallige taktiske manøvrer, herunder nogle overfladiske reformer af modellen, der kan ændre ”særdomstolene” proceduremæssigt, om end de grundlæggende kendetegn vil være uforandrede. Af uransalige grunde er mange af EU-parlamentets socialdemokrater faldet for den manøvre, og CETA kan formentlig mønstre flertal.

Derfor ser det ud til, at CETA skal stoppes på nationalt niveau, og det betyder, at vi har travlt. Aftalen fremlægges formelt for EU's ministerråd i juni, og ratifikationen skal efter planen være færdig inden året er omme. Alt det pres, der kan lægges skal derfor foldes ud nu.

Canada selv er et fint eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis vi accepterer ISDS. En regn af sager mod den canadiske stat, mange af dem på miljøområdet, har gjort store selskaber til en langt mægtigere faktor i politik, end de var før NAFTA-aftalen. Ikke en fremtid, vi skal ønske for os selv.