Kun en uge inde i det nye år kom formanden for EU-kommissionen, José Barroso, med noget, der lignede en nytårstale. Eurokrisen er slut, erklærede han i en tale i Lissabon.

- Jeg tror, vi kan sige, at den eksistentielle trussel mod euroen hovedsageligt er overvundet. I 2013 bliver spørgsmålet ikke, om den vil bryde sammen eller ej.

Han får støtte af formanden for ministerrådet, Van Rompuy, der kort før havde sagt, at "2012 var et vanskeligt år, men for mig markerede det vendepunktet for eurokrisen, og snart vender vi tilbage til vækst og jobskabelse".

Hvad har Barroso så at have det i? Det står at læse på kurven for prisen på obligationer for de mest kriseramte eurolande.

Prisen på nye lån for lande som Grækenland, Spanien, Portugal og Italien har været langsomt nedadgående siden i sommers, hvor den Europæiske Centralbank erklærede sig parat til at købe statsobligationer fra eurolandene, hvis altså de pågældende lande ville opfylde en række skrappe betingelser.

Endnu har centralbanken ikke været på storindkøb, men signalet blev af finansmarkederne opfattet som en garanti, og dét havde en tydelig effekt på priserne på lån.

Det går dårligt

Det er ikke så underligt, at Barroso er lettet. Med de renter, kurverne var ved at nå, lå det lige for at dødsdømme euroen, eller i hvert fald en række landes medlemskab. Men det er en politisk betinget overdrivelse at udlede krisens afslutning af obligationsrentens fald. På de store linjer går det nemlig rigtig dårligt.

Statistikken over arbejdsløsheden i eurozonen viser rekordhøje tal i Spanien og Grækenland (henholdsvis 26,6 procent og 26 procent) – i begge tilfælde 16 procentpoint højere end et år forinden. Og der er ikke udsigt til, at det bliver anderledes.

Kun en uge efter Barrosos tale i Lissabon lancerede Thomson Reuters kvartalsrapporter for Spanien, Grækenland, Portugal og Irland. Mens den irske økonomi loves mikroskopiske forbedringer, spås Spanien 1,5 procent negativ vækst, og Grækenland står til en øretæve på 4,3 procent negativ vækst. I Grækenlands tilfælde betydeligt værre end de tre procent den samme kilde vurderede i oktober.

Hovedårsagen til denne nedtur er den spændetrøje, de mest kriseramte lande er lagt i af EU’s egne regler. Regler, som er blevet strammet adskillige gange i løbet af krisen, og som tog endnu et skridt med finanspagten, der trådte i kraft ved årsskiftet.

Rundt omkring i de danske kommuner gør den allerede ondt, så den skade, den vil gøre i Italien, Portugal og Letland, kan blive socialt uoverskuelig og økonomisk katastrofal.

Kritik fra IMF

Den tætte sammenhæng mellem EU’s egen økonomiske politik og den økonomiske rutschebane er allerede blevet skarpt kritiseret af den internationale valutafond, IMF. Nu slutter en gren af EU-kommissionen sig til koret. Det er Generaldirektoratet for Beskæftigelse, som i en rapport fra 8. januar placerer årsagen for den senere tids nedtur i Sydeuropa på den ”skarpe finanspolitiske konsolidering”, som jo har været hjørnestenen i EU’s krisepolitik. 

Oven i købet ser forfatterne til rapporten farer lure i fremtiden for de lande, der hidtil har undgået den store nedtur.

Det skal ikke tages som tegn på, at der er nye toner på vej fra EU. I denne sammenhæng er det Barroso, der har bukserne på. Og han glæder sig stædigt over renten. Nok ikke mindst fordi han prøver at få krisepolitikken til at ligne en succes, som er værd at bygge videre på.

Det kan han få svært ved at blive ved med, hvis forudsigelserne holder stik. De kan endda få euroens eksistens på dagsordenen igen.