I skrivende stund er afgørelsen ikke faldet, men pladsen skal alligevel bruges på den britiske folkeafstemning.

Jeg synes ikke spørgsmålet om, hvad et farvel til EU vil betyde for briterne selv, er så let endda. De toneangivende på ud-siden er hårrejsende fremmedfjendske, og de kunne snildt sætte dagsordenen for, hvordan et Brexit fortolkes og omsættes i praksis. Jeg er ikke sikker på, udfaldet vil komme den arbejderklasse til gode, som i stort tal vender etablissementet ryggen med en stemme for exit.

Selvom EU har en legitimitetskrise, så fejler selvtilliden i apparatets inderste ikke noget.

Derimod synes jeg, perspektiverne for os andre er ligetil: Det ville være livgivende, hvis Storbritannien forlod EU. Det ville være et skud for boven for den hæsblæsende EU-integration, der er foregået i de senere år. For selvom EU har en legitimitetskrise, så fejler selvtilliden i apparatets inderste ikke noget. For eksempel arbejdes der stadig på at etablere fuld kontrol med medlemslandenes økonomiske politik, og det er ikke en social dimension, man brygger på. Den slags vil få sværere kår med et Brexit.

Og så er der den britiske regerings rolle i EU. Lige siden Premierminister Cameron annoncerede folkeafstemningen tilbage i januar 2013, har han haft kronede dage. Både regeringer og EU-kommission har strakt sig langt for at gøre de britiske konservative glade, blandt andet ved at sætte deregulering endnu højere på listen over mål for EU.

Og for finanssektoren har de sidste par år været de måske bedste nogensinde. Først fik briterne posten som Kommissær for finansområdet. Dernæst lancerede Kommissionen den såkaldte kapitalmarkedsunion, der er et andet ord for deregulering på finansområdet. Så indledtes en undersøgelse af, hvilke eksisterende regler, der pålægger finanssektoren for store "byrder". Og endelig indgik Cameron en aftale med Kommissionen og de øvrige EU-regeringer, som vil gøre det lettere for briterne at afværge nye tiltag over for banker og investeringsfonde, for eksempel en skat på finanstransaktioner.

De store banker kan ikke få armene ned. Og langt det meste af finanssektoren i London – som ikke bare er britisk, men også amerikansk, japansk, schweizisk – har lagt sig i selen for at sikre et ja ved folkeafstemningen. De seneste år har åbnet porten for dem til større dominans af samfundsøkonomien, og de forsvarer selvfølgelig det, de har fået foræret.

Det er for optimistisk at tro, at den udvikling rulles tilbage af sig selv, hvis briterne træder ud. Men styrkeforholdene ændres, og det vil ikke være nær så let for finanssektoren at få det som den vil ha’ det. På samme måde vil dem med de vildeste planer for centralisering i Bruxelles få en slem politisk blodtud, som de ikke vil kunne sidde overhørig.

Jeg hører ikke til dem, der tror, at EU vil stå over for opløsning og eksistentiel krise ved et Brexit. Men for den europæiske venstrefløj, og for sociale bevægelser, ville et Brexit give nye muligheder for at sætte bremser i.