Europa er blevet fattigere.

Tre rapporter fra denne måned sætter på hver sin måde lys på den pris, de fattigste betaler for den krise, de rigeste skabte, og det er den store retorik, forfatterne har fremme til at beskrive situationen. 

Der bliver flere fattige, og de fattige bliver fattigere. Det europæiske netværk mod fattigdom (EAPN) vurderer i en rapport, at fattigdommen i EU er steget til 120 millioner, eller lidt over 20 procent af den samlede befolkning.

Røde Kors oplyser i en anden og usædvanlig skarp rapport, at søgningen til organisationens hjælpeprogrammer - fra suppekøkkener til rådgivning - er steget med 75 procent, og vurderingen herfra lyder, at krisen vil kunne mærkes i årtier, selv hvis de økonomiske vinde skulle vende snart.

Nedskæringspolitikken er i hvert fald ikke en politik, der er blevet til ved et folkekrav.

I en tredje rapport, konstaterer ETUI - en tænketank under Den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS eller Euro LO) - at regningen for krisen især er betalt ved at fjerne midler fra landenes socialpolitik. Ikke fordi det ville lindre krisen, men fordi det nu engang var den dagsorden, de politiske ledere ville gennemsætte, når nu lejligheden bød sig.

Hvad, der er årsagen til den øgede fattigdom, er ikke den store videnskab.

EU-dikterede nedskæringer 

Alle tre rapporter sætter fingrene på den nedskæringspolitik, som har været den kur, EU-landene har brugt mod krisen - enten fordi regeringerne selv har foretrukket den kur, eller fordi de har fået den påduttet af EU-systemet. Det er i hvert fald ikke en politik, der er blevet til ved et folkekrav.

Som tiden er gået er nedskæringspolitikken snarere blevet mere og mere upopulær, For nyligt offentliggjorde Gallup instituttet en undersøgelse af europæernes holdning til nedskæringspolitik, og den viste, at kun fem procent af de adspurgte mener, at nedskæringspolitikken giver resultater, Og i de hårdest ramte lande mener et stort flertal, at der findes bedre alternativer. I Grækenland deler 94 procent den holdning, i Portugal er det 80 procent, mens det er 81 procent i Spanien. 

Derfor kan det ikke undre, at EU er blevet et hadeobjekt i lande, hvor EU-begejstringen ellers traditionelt har været stor, såsom Spanien. I dag er unionen nærmest synonym med nedskæringspolitik.

Den sociale nedtur vil være i centrum de fleste steder, når der skal være valg til EU-parlamentet næste år. Og prognosen fra de fleste iagttagere i Bruxelles lyder, at valget bliver et kæmpe gennembrud for den yderste højrefløj. 

Men hvad så med socialdemokraterne? Er en katastrofal nedskæringspolitik ikke det helt rigtige afsæt for at støde de konservative ned af den europæiske trone?

Hvem vinder?

Det er i hvert fald ikke en mulighed, de socialdemokratiske partier satser på. I stedet bliver den socialdemokratiske tilgang i store træk som følger: "Nedskæringspolitikken har været og er nødvendig. Den skal der ikke pilles ved. Derimod ville det være godt, hvis der kunne udløses nogle EU-midler til investeringer. Nogle europæiske fonde til sociale formål ville ligeledes kunne sikre en social dimension."

Det bliver næppe et budskab, der sælger billetter. I hvert fald ikke i de lande, hvor skærekniven har skåret dybest.

Valget til EU-parlamentet bliver næppe de europæiske socialdemokraters stjernestund. Spørgsmålet er, om det så bliver venstrefløjen eller det yderste højre, der samler utilfredsheden op. Der vil uden tvivl være fremgang til venstrefløjen en række steder, f.eks. Grækenland. Men i det store billede ligner folk som Le Pen, Wilders, britiske UKIP og danske DF de store vindere.