De er fem år siden den store Wall Street-bank krakkede og blev et symbol på finanskrisen. Intet tyder på, EU har taget ved lære.

Den 15. september 2008 indgav den berømte og berygtede investeringsbank på Wall Street Lehman Brothers konkursbegæring, og kort efter var den en saga blot.

Det var investeringer i det amerikanske ejendomsmarked, der gik galt for banken, og da det netop var på dét marked, den globale finanskrise fik sin begyndelse, blev Lehman til det store symbol for krisen.

Hensynet til finanssektorens ve og vel har været større end den folkelige vrede over de ulykker, spekulanter får lov at udrette under den moderne kapitalisme.

Derfor er fem-års jubilæet for krakket også et udmærket tidspunkt at spørge om det samme kunne ske i dag - om der siden er blevet så meget styr på finanssektoren, at vi kan undgå en gentagelse. Det var nemlig det, de lovede dengang - formanden for EU-kommissionen Barroso og en lang række statsledere.

Nogen skålsang og hyldest er der ikke belæg for. Fire store spørgsmål er nok til at afgøre den sag.

Den første handler om bankers reserver, størrelsen af den kapital, de skal gemme for at kunne investere. Den slags opgøres i procenter af bankernes aktiver. Den procentsats er hævet en del med de nye EU-bankregler. Den vigtigste parameter - kaldet søjle 1 kapitalkrav - er hævet fra 4 procent til 7. Det lyder mægtigt, men faktisk havde Lehman Brothers en kapital helt oppe op 11 procent, det vil sige mere end det gældende EU-krav. Nogle vil sige, at det skyldes kreativ bogføring fra Lehman Brothers' side, og det er rigtigt. Problemet er, at der dengang som nu er plads til masser af smarte regnskabstricks, der helt underminerer værdien af kapitalkrav.

Den anden handler om belåning, eller "gearing". Finanskrisen fik både EU og USA til at overveje om der skal indføres regler, der skal lægge loft over hvor mange gange en bank må låne værdien af sin egen kapital. I Lehman Brothers tilfælde var det 31 gange. I øje blikket overvejer EU om der en gang ad åre skal indføres et loft på 33 gange, altså højere belåning end Lehman Brothers.

Den tredje handler om kreditvurderingsinstitutter - den slags institutioner, som vurderer værdien af investeringer. Her vil mange huske, at i finanskrisens begyndelse fik værdipapirer af reelt meget ringe værdi topkarakter af ratingbureauerne, også kaldet kreditvurderingsinstitutterne. Problemet er, at dem der udsteder værdipapirer betaler bureauerne for at vurdere dem. Og får de dårlige karakterer, er der god grund til at gå til et andet bureau. Udvejen har længe været kendt, nemlig at det ikke skal være udstederen, der sørger for en vurdering. Det er dog tabt på EU, hvor slutresultatet af års debat kun er endt med et pålæg om at udstedere skal skifte bureau hvert fjerde år.

Den fjerde handler om komplicerede værdipapirer, de såkaldte derivater. Derivater var årsag til adskillige krak i forlængelse af det amerikanske ejendomsmarkeds nedtur. Det var endda gået meget værre for bankerne, havde det ikke været fordi regeringer verden over skred ind og brugte offentlige penge på at redde banker,d er havde sat deres lid til derivater. Men det fokus på det globale marked for derivater har ikke ført til de store fremskridt for regulering af den slags. Faktisk er markedet for derivater større end det nogensinde har været.

Selvom forholdene ikke er stort anderledes på den anden side af Atlanten, så har USA på flere måder taget større skridt end EU. For begge parter gælder dog, at hensynet til finanssektorens ve og vel, og lydhørheden over for bankernes argumenter, har været større og stærkere kræfter end den folkelige vrede over de ulykker, spekulanter får lov at udrette under den moderne kapitalisme.