Kommissionens forslag til medlemslandenes finanspolitik og økonomiske politik giver intet håb om en ny æra. Nogen har fået længere snor, men andre får mere stok.

”En ny æra er muligvis på vej til at se dagens lys,” skrev Emilie Turunen, tidligere EU-parlamentariker for SF, nu for Socialdemokraterne, den 29. maj i en kommentar i Politiken. Anledningen var nyheden om, at adskillige medlemslande, med Holland og Frankrig i spidsen, havde fået tildelt længere tid af EU-kommissionen til at nå deres budgetmål på maksimalt tre procents underskud.

Turunens kommentar er skarp i sin fordømmelse af den hidtidige kurs, og som sådan et velkomment signal fra socialdemokratisk hold, men det havde nu været rart om hun havde taget et spadestik mere for at afdække baggrunden for Kommissionens fleksibilitet over for udvalgte lande – og måske ville et kig på de lande, som ikke fik samme rare behandling have været lærerigt.

Olli Rehn vil ha’ mer’

Nyheden om det ekstra pusterum til Holland og Frankrig faldt sammen med, at EU-kommissionen præsenterede sine anbefalinger til medlemslandenes finanslove og økonomiske politik, og en del af forklaringen ligger netop gemt her.

Hvis Belgien ikke har rettet ind, før vi er i december, falder der en bøde på omtrent fem milliarder kroner.

I forbindelse med anbefalingerne uddeler Kommissionen roser og ørefigner alt efter hvor omfattende og grundige ”strukturreformer”, medlemslandene har gennemført eller bebudet. Her får netop de lande, som nu har fået længere snor, en gedigen velsignelse fra Kommissær Olli Rehn, takket være forringelser af pensioner og reformer af arbejdsmarkedslovgivningen.

Tilgangen til andre lande er helt anderledes, og det er Belgien et godt eksempel på. Belgiens underskud har fulgt nøjagtig den samme kurve som Holland i de mere end tre år, der er gået siden begge lande havnede i ”skammekrogen”, også kaldet ”proceduren for uforholdsmæssigt store underskud”. 

Forskellen på de to lande er imidlertid, at hvor Holland har gennemført en række reformer af pensioner og arbejdsmarkedslovgivning, og har stillet EU i udsigt, at kursen vil fortsætte, så er Belgien endnu ikke lige så reformivrig.

Især er regeringen endnu ikke indstillet på at afvikle en regel, der sikrer, at lønnen holder trit med inflationen. Nok har landet frosset ordningen midlertidigt, men Olli Rehn vil ha’ mer’. Lønsænkninger, tak. ”Og væk med den automatiske regulering,” siger han uden at sige det direkte. For i realiteten har han ikke ret til at kræve den slags reformer.

I Belgiens tilfælde er der næppe nogen tvivl om, at Kommissionen helst havde set en stor bøde til Belgien på stedet. Men den er løbet ind i juridiske problemer, der gør, at det først kan ske sidst på året. Således gjort. Hvis Belgien ikke har rettet ind, før vi er i december, falder der en bøde på omtrent fem milliarder kroner. Det budskab faldt samme dag som offentliggørelsen af indrømmelsen til Holland og Frankrig.

Ingen ny kurs

Det viser, at det er så som så med fleksibiliteten, og det er helt urimeligt at påstå, at Kommissionen har lagt luft til sparekursen. Den har bare også en anden dagsorden: At sikre sociale forringelser og reformer af arbejdsmarkedslovgivningen af hensyn til ”konkurrencedygtigheden”.

På EU-topmødet i næste uge skal der stemmes om de anbefalinger, Kommissionen har fremlagt. I den forbindelse vil mange lande efter alt at dømme blive opfordret til at gennemføre ”strukturreformer” af forskellig art. Herunder vil omtrent syv lande blive opfordret til at gennemføre reformer af arbejdsmarkedslovgivningen.

Der er ikke noget i den cocktail, der ligger på bordet, som tyder på, at EU-kommissionen eller for den sags skyld medlemslandenes regeringer, er begyndt at ryste på hånden. De vil ganske vist diskutere adskillige tiltag for at forbedre det dårlige image, EU's kurs efterhånden har fået i store dele af Europa, men en ny æra er ikke i syne.