Det er sjældent, vi diskuterer fiskeri her i landet, men i år har en minister misinformeret Folketinget, og medierne er gået i selvsving over det fascinerende drama i korridorer og mødelokaler på Christiansborg.

Det er fint nok. Men det er lidt frustrerende, at der er så lidt fokus på den bagved liggende råddenskab i dansk fiskeri, som skandalen er udtryk for.

Flere små fiskere skal tildeles større kvoter fra en mindre pulje. Bæredygtighed og social ansvarlighed i ét hug.

Den tolv år gamle ordning for kvotesalg fra fisker til fisker, der er i centrum for debatten, har placeret Danmark i det mest liberalistiske selskab i Europa, og udfaldet har fra dag ét været koncentration på færre hænder, hos kvotekongerne.

Det har længe været åbenlyst, men det er først med fyringen af Esben Lunde Larsen, at det er blevet et stort politisk spørgsmål. Han har da sin del af ansvaret, for han stillede sig stædigt i vejen for oprydningsarbejdet . Men det er ikke en lille personsag. Syv ministre før ham er medansvarlige for ordningen, og det var helt forudsigeligt, allerede da den blev vedtaget, at den ville føre til koncentration af store mængder fisk på få hænder.

Hundredevis af fiskere protesterede dengang højlydt af samme årsag. Men VK-regeringen skar igennem - med hjælp fra Dansk Folkeparti, der i dag himler op om, hvor forfærdeligt det er med kvotekonger.

Udover de sociale uligheder i sektoren, er der en anden nært beslægtet udvikling, der hører med til billedet af en sektor med systemfejl: Overfiskeri. Også her har Esben Lunde Larsen udmærket sig. Sidste år kæmpede han med næb og klør i Bruxelles for at maksimere de danske kvoter, og selvom han måtte give sig lidt på Østersøen, faldt der gaver ned i de nordlige farvande. Faktisk var Danmark blandt de tre lande, der hev de største fiskekvoter i land udover grænsen for bæredygtigt fiskeri.

I en rapport fra den britiske tænketank New Economics Foundation fra april i år, kan man blandt andet læse, at Danmark, Storbritannien og Holland er de tre lande, der formåede at forhandle sig frem til flest kvoter over grænsen for bæredygtighed. Esben Lunde Larsen udnævnes til en af de tre store hindringer for "en overgang til bæredygtigt fiskeri i EU".

Dansk fiskeri er en sværvægter i Europa, med 20 procent af samtlige fisk, der fanges. Det giver et særligt ansvar at høre til i den klasse, men det synes at gå hen over hovedet på beslutningstagerne.

I december 2016, da Esben Lunde Larsen meldte tilbage om de færdige kvoteforhandlinger i EU, var der kun få, som klagede over ministeren. Han kunne glæde sig over, at "vi kan sende dansk fiskeri ind i det nye år med markante kvotestigninger, der kan mærkes på bankbogen". Med dagens store historie om fiskeriet, kan de færreste være i tvivl om, at det er ganske få bankbøger, det vil kunne mærkes på.

Skiftende regeringer har på hver sin måde lappet på en sektor, der er skruet helt forkert sammen. Overfiskeri og udviklingen mod stadig større både lover nogle få en formue, andre en stor gæld eller økonomisk nedtur, og os alle et hav med få ressourcer.

Nu må tiden være kommet til at tage rigtigt fat, og løsningen må være, at flere små fiskere skal tildeles større kvoter fra en mindre pulje. Bæredygtighed og social ansvarlighed i ét hug.