I den forgangne uge blev et dokument lækket fra en arbejdsgruppe under EU’s ministerråd. Papiret viste, at der er et forberedelsesarbejde i gang, der skal sikre, at den første beslutning om nye ”kontrakter” om økonomisk politik, der skal indgås mellem EU-kommissionen og Rådet på den ene side og de enkelte medlemslande på den anden, kan tages på EU-topmødet i december.

Sagt på jævnt dansk, så skal sikkerheden i ansættelsen svækkes, flere fyres, og så kan der ydes et mindre beløb til et kursus, så de brokker sig mindre.

Nu skulle man ellers tro, der snart var kontrakter nok. Der er en stabilitetspagt med regler om underskud og gæld, en finanspagt med endnu mere af det samme, og der er et voksende kompleks af procedurer og discipliner, der skal sikre, at medlemslandene fører en stram økonomisk politik og så vidt muligt også gennemfører reformer af arbejdsmarkedslovgivningen for at styrke ”konkurrencedygtigheden”.

Problemet for Kommissionen og de mest ivrige medlemslande er bare, at EU ikke har de fornødne beføjelser til lodret at pålægge alle medlemslandene at gøre arbejdet grundigt nok, og det gør EU-projektet halvfærdigt.

Penge for ”reformer”

Sidste år skrev Kommissionen derfor et strategipapir for udviklingen af den Økonomiske og Monetære Union, der anbefaler en række skridt fra i dag og flere år ude i fremtiden, der i sidste ende skal krones med en fælles finanspolitik, og en langt større fælles EU-pengekasse. Men inden da skal der tages en række mindre skridt, og kontrakterne står først i drejebogen: Økonomisk støtte skal sikre regeringernes reformiver.

Hvordan det mere præcist skal foregå, henstår dog lige nu i det uvisse, og det lækkede dokument gør det for eksempel end ikke klart, hvad det er for nogle reformer, der skal fremmes med den nye ordning. Kun et enkelt dunkelt afsnit sætter nogle ord på:

”Reformer af den økonomiske politik med henblik på konkurrencedygtighed, vækst og arbejdspladser… bringer langsigtede gevinster, men ofte er de gevinster svære at måle, og ofte kommer de først på mellemlang sigt, ofte efter længere tid end en valgperiode. Derudover møder de tit modstand fra grupper, der forsvarer særinteresser, der skaffer dem indtægter, indtægter de ville miste, hvis reformerne gennemføres. Reformerne er altså forbundet med økonomiske og politiske omkostninger på kort sigt, og ydelse af økonomisk støtte kan derfor hjælpe med at overvinde dem.”

Opgør med sikkerhed

Hvad er det så for ”særinteresser”, der tales om? Har vi at gøre med store virksomheder, der koster rundt med EU’s regeringer, og alligevel ikke betaler det store i skat? Eller er det den slags karteller, der først skubber på for privatisering, dernæst tjener styrtende på at sælge hvad der tidligere var offentlige ydelser? Det er der ikke noget der tyder på.

Faktisk er der meget lidt tilgængeligt om, præcist hvilke reformer for eksempel Kommissionen gerne ser gennemført på denne måde, men i strategipapiret fra sidste år hedder det: ”Den finansielle støtte bør udformes som en samlet bevilling, der skal bidrage til de finansieringsforanstaltninger, som ledsager vanskelige reformer. Den kortsigtede virkning af reformer, som øger fleksibiliteten på arbejdsmarkedet, kunne for eksempel ledsages af uddannelsesprogrammer, som delvis finansieres gennem støtte.”

Sagt på mere jævnt dansk, så skal sikkerheden i ansættelsen svækkes, flere fyres, og så kan der ydes et mindre beløb til et kursus, så de brokker sig mindre.

Ordningen er mest tiltænkt euro-landene, men døren er åben for andre lande. Så mon ikke den danske regering står på spring?