”Ingen kan sige, at ECB ikke støtter Grækenland,” sagde Mario Draghi, leder af Den Europæiske Centralbank, ECB, under et pressemøde den 5. marts efter endnu et møde med Grækenland på dagsordenen.

Der er markant forskel på den behandling, den forrige konservative græske regering fik, og den Syriza-regeringen får.

Det er der nu ret mange, der vil alligevel, og andre igen vil sige, at ECB støtter Grækenland som rebet støtter den hængte. I skrivende stund aflægger den berygtede trojka (ECB, IMF og EU-kommissionen) besøg i Grækenland for at kigge regeringens kassebøger nøje igennem, og det besøg var næppe kommet i stand uden pres fra ECB. Banken svinger taktstokken over den nye græske regering, og har gjort det siden kort efter Syriza-regeringens tiltræden efter valget den 25. januar.

Årsagen er iskolde kontanter. Den græske regering jagter penge til at holde kreditorerne fra døren og til at holde de græske banker oven vande. Massiv kapitalflugt fra græske banker har gennem de seneste par måneder gjort friske euro fra ECB til en akut og bunden opgave, og det har placeret ECB i en særlig magtfuld position. Vender bankens ledelse tommelfingeren nedad til nye lån til bankerne, sendes den græske økonomi i koma.

Den magt bruger de til det yderste, og der er markant forskel på den behandling, den forrige konservative græske regering fik, og den Syriza-regeringen får. Der er en politisk dagsorden bag, og den handler om at tvinge grækerne til fortsat at gennemføre reformer af arbejdsmarkedet, skære i offentlige ydelser, og privatisere offentlige virksomheder.

Interessant nok står ECB i den rolle oven på en periode, hvor både ECB og trojkaen som helhed har været udsat for hård beskydning internt i EU-institutionerne. I juli 2014 valgte Jean-Claude Juncker at tage afstand til trojkaen, som han sagde bør ”erstattes af noget med mere demokratisk legitimitet”, og i januar måtte ECB lide den tort at høre EU-domstolen vurdere, at banken ikke må blande sig i for eksempel medlemslandenes finanspolitik, men skal holde sig til valutaspørgsmål. Det fik selv den tidligere finske EU-kommissær Olli Rehn, der i sin tid havde trojkaen som en del af sit arbejde, til at udtale, at det nok var ”begyndelsen på enden for trojkaen.”

Og alligevel er trojkaen der nu - i fuld vigør, og med ECB som en hovedaktør. Og den gør sig store anstrengelser for at tvinge den græske regering helt væk fra sine løfter om en ny kurs; en politik, som helt ville bryde med udviklingen i EU under eurokrisen og underminere de fremtidsplaner, Kommissionen og Rådet møjsommeligt har lagt gennem de senere år. En slags autoritær nyliberalisme håndhævet af Kommissionen og ECB.

På den måde er udfordringen fra Grækenland selvfølgelig også en udfordring for den europæiske venstrefløj i alle afskygninger. Man kan sagtens klandre Syriza for svælget mellem de løfter, partiet gav før og lige efter valget, og så den aftale, regeringen er endt med at indgå med trojkaen og eurogruppen. Men hovedopgaven må være at gå ind i kampen mod trojkaens magt.