Der bliver ikke skåret i udviklingsbistanden i år, hvis det står til den danske regering. Det fremgår af forslaget til finanslov, og det er da en god nyhed.

 Bevillingen til World Economic Forum er ikke en skævert. Det er blot et tegn på, hvordan en dybblå strategi for udviklingsbistand ser ud.

Men der er jo to måder at udhule dansk udviklingsbistand på, den ene er at spare og den anden er at bruge pengene på noget, som i bedste fald ikke har det fjerneste at gøre med udvikling, i værste fald bare gør forholdene værre for de fattigste.

Lad os begynde i det små - med en bevilling på 15 millioner kroner af udviklingsbistanden til World Economic Forum (WEF).

Danmark som foregangsland

WEF er en klub for ledere af store globale virksomheder og deres nærmeste venner i storpolitik, der årligt mødes i Davos i Schweiz for at diskutere verdenssituationen, og hvad der skal gøres ved den – altid på den præmis at svaret skal passe de rigeste og de mægtigste. De penge fra statskassen følger i kølvandet på det første officielle ’partnerskab’ mellem en europæisk stat og WEF, der handler om at bruge ’offentlig-private partnerskaber’ til at gøre verden bedre. Danmark som ’foregangsland’.

Hvad har det så med fattigdomsbekæmpelse at gøre? Ikke det ringeste selvfølgelig. Og noget nær det samme kan man sige om den udviklingsstrategi, alle partier minus Enhedslisten blev enige om i 2017, og som nu udfoldes på finansloven.

Man skal ikke langt ind i teksten før det bliver klart, at den er besjælet af en meget stærk tro på de frie markedskræfter. Der skal fyldes penge i driftige menneskers lommer, frihandel skal være omdrejningspunktet, og i modsætning til mange tidligere strategier er interessen i udvikling af den offentlige sektor nu helt marginal.

Kritik af EU's handelspolitik

Hele otte hensigtserklæringer om støtte til privat og offentligt samarbejde er det blevet til i strategien, mens forbedring af den offentlige sektor på egne betingelser kun har fået en enkelt pind, nemlig hjælp til forbedring af skattesystemerne.

Der lægges også stor vægt på ’frihandel’ i papiret. Handel og økonomisk samkvem skal erstatte udviklingssamarbejde, siges det.  Problemet er, at intet i strategien – eller i dansk handelspolitik i det hele taget – peger i retning af en forståelse for de særlige problemer, udviklingslandene har i det globale handelssystem.

For eksempel faldt det på stengrund i både Bruxelles og København tilbage i maj, da de 79 AVS-lande enedes om en temmelig grundlæggende kritik af EU’s handelspolitik, for eksempel på spørgsmålet om syd-syd samarbejde (AVS-landene er 79 stater i Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet, som EU samarbejder med, red.) Der er ingen interesse for at høre om de problemer, det nuværende handelsregime giver for de fattigste lande. Faktisk er selv Danmark parat til at true med handelssanktioner, hvis AVS-landene ikke retter ind.

Erhvervslivets interesser

Det handler også om egeninteresse, så finanslovens punkt om udviklingsbistand er fuld af indirekte eller direkte støtte til det danske erhvervsliv. Det spiller en større rolle, om afrikanerne aftager pumper fra Danfoss end om de har en offentlig vandforsyning, der du’r.

På den måde er bevillingen til World Economic Forum egentlig ikke en skævert. Det er blot et af de iøjnefaldende tegn på, hvordan en dybblå strategi for udviklingsbistanden ser ud, og det er ikke overraskende med den regering.

Det mest frustrerende er, at de bagvedliggende grundtanker ikke møder mere kritik end de gør, og at hverken oppositionen eller særligt mange andre spillere gør noget for at udvikle en konsistent alternativ udviklingspolitik.