I januar kom en overraskende melding fra EU-kommissionen. Efter måneder med arrogante udtalelser om kritikerne af forhandlingerne mellem EU og USA om en frihandelsaftale, valgte Kommissionen at trykke på en pauseknap. 

Investeringsregler har mange steder forrykket styrkeforholdene mellem multinationale selskaber på den ene side og stater og demokratisk lovgivning på den anden.

Den ret til at angribe de tilsluttede landes lovgivning, som begge parter ville give private virksomheder, det såkaldte investor-stat-tvistbilæggelsessystem (engelsk forkortelse ISDS), havde trukket så kraftig beskydning, at det var umuligt at ignorere. Kommissionen valgte at stoppe snakken med USA indtil juni, og sendte et forslag til offentlig høring. Et forsøg på at vise vilje til dialog, debat og frem for alt åbenhed.

EU-kommissionens skridt kan kun tolkes optimistisk: Den var trængt i defensiven, og et af flagskibene under forhandlingerne med USA stod til at synke. Men grundlæggende forsøger Kommissionen at give projektet en redningsplanke. Der er langt igen før ISDS -spøgelset er fordrevet.

Investeringsregler forrykker styrkeforholdet

Det handler ellers ikke om så lidt. Det handler om den slags investeringsregler, der længe har forrykket styrkeforholdene mange steder mellem multinationale selskaber på den ene side og stater og demokratisk lovgivning på den anden.

Lad os tage to aktuelle eksempler.

I Nordamerika har den amerikanske koncern Lone Pine lagt sag an mod Canada, fordi delstaten Quebec har indført et stop for ”fracking”, en farlig metode til udvinding af gas, der blandt andet kan forgifte grundvandet. Sagen kan enten føre til, at Quebec presses til at droppe forbuddet, eller til at den canadiske regering må betale en betragtelig erstatning til Lone Pine.

Og så er der sagen om tobaksgiganten Philip Morris, der har lagt sag an mod den australske regering, fordi denne har vedtaget, at cigaretpakker frem over skal være uden farver og pynt, men kun bære den nødvendige tekst. Et sundhedstiltag for at begrænse rygning, siger australierne. Men den kan de blive tvunget til at betale dyrt for, og måske i sidste ende blive presset til at droppe. Og det er ikke nationale domstole, der bestemmer. Sagerne føres ved internationale paneler, typisk under Verdensbanken.

Svaret fra et stigende antal bevægelser i EU, og et stigende antal politikere, har været klart: Amerikanske virksomheder skal ikke have ret til at angribe vedtagne regler og love, heller ikke når de taber på bundlinjen. Så mange at Kommissionen ikke har kunnet sidde det overhørig. Men det forslag, Kommissionen nu har fremlagt, er langt fra overbevisende.

Kosmetiske ændringer

Kommissionen hævder, at den har strikket et forslag til investeringsregler sammen, der vil fjerne enhver risiko for den slags sagsanlæg, kritikerne har fremhævet som eksempler på, hvor galt det kan gå. Men selvom flere af Kommissionens forslag ser pæne ud, er de overvejende kosmetiske. De to nævnte sager vil for eksempel snildt kunne lade sig gøre under de regler, Kommissionen nu foreslår. Det afhænger simpelthen af de tre ”dommere”, der sættes til at afgøre sagen ved et internationalt panel.

Grundlæggende set findes der ikke en god version af et "investor-stat tvistbilæggelsessystem". Essensen i systemet er, at udenlandske investorer - i dette tilfælde amerikanske virksomheder i EU - skal have særlige rettigheder, som de kan håndhæve med klagesager, og det kan der ikke komme noget godt ud af.

Det har EU-kommissionen ikke forstået, og indtil videre har regeringer som den danske ikke sagt den imod. Vi har nogle måneder til at ændre på det.