Det er blevet trendy blandt erhvervslivets lobbyister i Bruxelles at pakke alle krav ind i en historie om, at hvis de får deres vilje, vil det afhjælpe coronakrisen.

At overlade folkesundheden til patentregler, domstole og markedslogik er det glade vanvid.  

Som regel er der tale om det rene spin, ubehagelige forsøg på at udnytte situationen. Blandt de mange eksempler, som Corporate Europe Observatory har samlet i vores oversigt, kaldet ’Corona Lobby Watch’, finder vi medicinalindustriens brancheorganisation EFPIA, der har stærke patenter som ét af sine mantraer.

Med stærk beskyttelse af medicinalindustriens ’intellektuelle rettigheder’, er vi i en god position til at udvikle vacciner, tests og medicin og få bugt med virussen, mener EFPIA. Den køber jeg ikke.

I forvejen har vi skrappe regler om patenter, både i EU og internationalt, og hvis de spiller en rolle for coronakrisen, er den negativ.

Remdesivir

Tag for eksempel den nuværende sensation, virusbekæmpelsesmidlet Remdesivir, der i sin tid blev udviklet som middel mod ebola, men aldrig kom rigtigt i brug.

Nu har medicinalvirksomheden Gilead fundet det frem fra hylderne, og undersøgelser viser, at Remdesivir kan forkorte sygdomsforløbet med en tredjedel. Holder det stik, skal det selvfølgelig masseproduceres i alle verdenshjørner.

Der er bare et problem med prisen. Nogle vurderer, at det koster blot syv kroner at producere en kur, andre siger 60 kroner. Men det er uden at tage højde for patentet.

Gør vi det, havner vi i et noget andet prisleje. Institute for Economic and Clinical Review (IECR) i USA vurderer, at med alt indregnet kan prisen tvinges ned lige under 3.000 kroner for en kur, mens analytikere på Wall Street tror på, at Gilead kan kræve 35-70.000 kroner.

Det er til at tage og føle på. Prisen afgør faktisk, om Remdesivir skal sendes til alle sociale lag og verdenshjørner, eller om det skal være en luksusting for de få. Og skal man tro tallene fra IECR og fra folkene på Wall Street, så overgår den mulige profit langt de udgifter, Gilead havde, da de udviklede produktet.

Patentet bestemmer

Og så bliver det alligevel værre endnu. For nok var der udgifter til udvikling af medicinen, men en ikke ubetydelig del af forskningen bag Remdesivir var offentligt finansieret. Både det føderale center for epidemibekæmpelse (CDC), flere nationale forskningsinstitutioner med speciale i smitsomme sygdomme og sågar den amerikanske hær bidrog til den forskning, som førte til Remdesivir.

Alligevel har Gilead fat i den lange ende, for de har patentet. Hvordan, de griber det an, er uklart, men firmaet har nærmest verdenssamfundet i sin hule hånd. Lidt på samme måde som da de store spillere i den globale medicinalindustri forsvarede uhyrlige priser på AIDS/HIV medicin ved domstole verden over, herunder i Sydafrika, hvor regeringen havde formastet sig til at sikre billige kopiprodukter, som folk havde råd til.

Offentlig produktion

En reaktion kunne være at slække på patentreglerne – som det blev gjort for næsten tyve år siden med AIDS/HIV. Det hjalp lidt, men kun lidt.

Selv tror jeg mere på offentlig produktion af både vacciner, tests og medicin til behandling. Det er uden tvivl op ad bakke i et land med en velvoksen og indflydelsesrig medicinalindustri, men at overlade folkesundheden til patentregler, domstole og markedslogik er det glade vanvid.