Tirsdag aften stiftede den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis en ny bevægelse i et teater i Berlin, Volksbühne. Grundlaget var klart på forhånd, et manifest på en håndfuld A4-sider med en køreplan for et helt andet EU, et helt andet Europa. Skønånder havde på forhånd lagt deres gode navne til projektet, Brian Eno, Toni Negri, Slavoj Zizek, og mange flere.

Planen forudsætter, at hele den europæiske økonomiske og politiske elite hejser det hvide flag og går med på projektet.

Det er langt fra første gang, der tages initiativ til en fælleseuropæisk bevægelse for et andet Europa, men netop Varoufakis’ initiativ har fået umådelig meget opmærksomhed. Medierne døbte ham hurtigt en "rockstjerne", da han tiltrådte som græsk finansminister i februar 2015, for mange var han den store ledestjerne for den europæiske modstand mod nedskæringspolitikken. Hans nye bevægelse, DiEM 25, har trukket store overskrifter over hele Europa, og han har placeret sig i midten af diskussionen for progressive kræfter for en stund.

Alligevel er der ingen grund til at tro, der er ved at blive skabt noget nyt og varigt i europæisk politik. DiEM 25 er et manifest med en ambitiøs, men uoriginal ønskeseddel, der støttes af nogle gode navne, hvoraf mange har skrevet under på den slags før. En bevægelse er det ikke.

I "manifestet for at demokratisere Europa", som ikke er et dårligt papir, får EU en bandbulle for at være et bureaukratisk monster, der tjener de rige og magtfulde og underminerer demokratiet. Men strategien for et andet Europa er ikke overbevisende.

Den falder i tre dele: Først skal der indføres fuld åbenhed om beslutningsprocessen i EU, fra direkte transmissioner fra Rådsmøderne til et register over lobbyister. Dernæst skal den økonomiske krise så vidt muligt løses inden for de eksisterende rammer. Det skal ske ved at give nationale parlamenter nogle beføjelser tilbage fra Bruxelles og gennem en ”kreativ omfortolkning” af EU-traktaterne.

Endelig skal der indkaldes til en "forfatningsgivende forsamling", med delegerede valgt på parti-lignende lister. Denne forsamling skal så formulere en forfatning, der skal føre til et egentligt europæisk parlament, som skal arbejde på grundlag af "respekt for retten til national selvbestemmelse" inden for rammerne af en ikke nærmere defineret magtdeling.

Enhver kan sige sig selv, det ikke kommer til at ske. Planen forudsætter, at hele den europæiske økonomiske og politiske elite hejser det hvide flag og går med på projektet. Men det kunne da godt tænkes, at mange mennesker vil føle, at DiEM25 er en god platform for at udvikle et andet Europa.

Paradoksalt nok er udemokratiet måske netop dét, der gør, at Varoufakis’ bevægelse ikke har nogen glorværdig fremtid for sig. Manifestet er ikke blevet til i dialog med en bred kreds af aktivister eller bevægelser, men er skrevet af manden selv, måske med inputs fra en snæver kreds. Sådan et "oppefra-og-ned projekt" skaber ingen dynamik og begejstring, så om et år taler kun få om Varoufakis’ nye bevægelse.