I de seneste mange måneder har EU's handelskommissær Cecilia Malmstrøm møjsommeligt opbygget en plan for genoplivning af forhandlingerne med USA om samhandlen. I slutningen af 2016 blev forhandlingerne om den berygtede TTIP-aftale ellers lagt i dybfryseren som et udfald af folkeligt pres i EU, og fordi det var for svært at håndtere den nye amerikanske præsident Trump.

Det er et reduceret projekt i forhold til det oprindelige, men det er stadig en trussel mod vores standarder på en række områder. 

Det var to elementer, som fik korthuset til at vælte for godt to år siden: Dels var det de særdomstole, som store virksomheder bruger til at angribe næsten enhver form for regler, stater vedtager i offentlighedens interesse (ISDS), og dertil en lang række delaftaler, som ville lægge varestandarder under pres – som ville gøre det meget sværere i fremtiden at indføre skrappe regler for for eksempel fødevarer, kemi, medicin og meget mere. De to ting sammen var en krads blanding. Mere end amerikansk arrogance var det intern modstand, som tippede TTIP.

Det var så smædeligt et nederlag for EU's handelspolitik, at mange troede, det var helt slut. Men lige siden har der været et markant pres fra erhvervslivet for at få genoplivet projektet, og mens de da har lært, at de ikke kan få særdomstole med USA igennem for øjeblikket, så har de satset på, at der kunne komme noget på benene omkring standarder.

Det har de haft Kommissionens fulde opbakning til, og den 14. marts skulle EU-Parlamentet så tage stilling til en plan for forhandlingerne. Det gik ikke som forventet. For en overfladisk betragtning så det noget rodet ud, for det lykkedes end ikke at få vedtaget en udtalelse.

På det afgørende punkt var signalet dog ikke til at tage fejl af: Et ændringsforslag, som afslog at godkende det fremlagte forhandlingsmandat, blev stemt igennem med et komfortabelt flertal. Med andre ord kan Kommissionen ikke regne med parlamentets opbakning til hverken forhandlingerne eller til resultatet.

Toget stopper ikke af den grund. Mandatet ser ud til at have opbakning i Rådet, og i dansk sammenhæng var det nok, at Statsministeren sagde henkastet på et møde i Europaudvalget, at det er bedre, at USA og EU sætter standarderne end at kineserne gør det. Med det kunne han rejse til topmøde og give dansk støtte til det nye TTIP-projekt.

Det er et reduceret projekt i forhold til det oprindelige, men det er stadig en trussel mod vores standarder på en række områder. Sagen er jo, at USA står for en grundlæggende mindre forsigtig tilgang inden for områder som fødevarer og kemi, så at det lige skulle være en fordel at lave globale standarder sammen med amerikanerne, er ikke selvindlysende.

Og man kunne se det, allerede inden mandatet var på plads, da EU besluttede at øge importen af GMO-soja og gas udvundet ved fracking, blot for at øge tilliden på den amerikanske side.

Uden folkeligt pres glider den slags glat igennem. Men når andre står på nakken af de folkevalgte, kan resultatet blive et andet. Derfor er det meget velkomment, at foreninger som NOAH og Afrika Kontakt – for nu at nævne dem jeg kender bedst – holder fast i handelspolitikken, også i en tid hvor det ikke trækker overskrifter.