I løbet af nogle måneder skal Folketinget tage stilling til en handelsaftale mellem EU og Canada (CETA), og på længere sigt bliver det så TTIP’s tur – den berygtede aftale mellem EU og USA. Jeg mener, det ligger i kortene, at vi skal til folkeafstemning om begge to.

Der kommer flere og flere tegn på, at Folketinget i vidt omfang skal lempes ud på et sidespor i handelspolitikken.

De politiske argumenter fejler ikke noget. Begge aftaler rummer en ordning, ISDS, der vil gøre det muligt for virksomheder fra den anden side af havet at lægge sag an mod EU eller mod den danske stat, hvis der vedtages noget, som forringer deres investeringer, eller i klartekst; noget der gør indhug i profitten. De vil givetvis ikke vinde alle sager, men det er ikke pointen. Pointen er, at store selskaber står til at få udemokratiske særrettigheder.

At det ikke bare er febervildelse, kan man forvisse sig om ved at kigge på Canada, som nu i et par årtier er blevet bombarderet af amerikanske virksomheder med alvorlige sagsanlæg, særligt på miljøområdet. For tiden handler det om fracking, naturbeskyttelse, vedvarende energi og patenter på medicin, der kan ende med dyrere lægemidler.

Grundloven er dog ikke indrettet sådan, at fordi nogen er meget vrede, så får de en folkeafstemning. Der skal 30 procent af Folketinget til, eller bevis for, at der afgives suverænitet. Men det sidste er faktisk muligt. Sagen er – skriver advokat Georg Lett i et notat bestilt af TTIP-netværket – at den "særdomstol", som skal afgøre sagerne, får en dømmende magt, som ellers ville være forbeholdt danske domstole. Og afgørelserne skal følges, punktum.

Det betyder ikke, at regeringen retter ind. Justitsministeriet vil givetvis producere en analyse, der siger noget andet. Spørgsmålet er så, om Folketinget vil give regeringen kamp til stregen. Hvis jeg var folketingsmedlem med en personlig aktie i sagen, ville jeg tage det som en anledning til at få ryddet op, for der kommer flere og flere tegn på, at her i landet skal Folketinget i vidt omfang lempes ud på et sidespor i handelspolitikken.

Når der indledes forhandlinger om handelsaftaler, skal Folketinget bedes om støtte, hvis regeringen finder sagen vigtig nok. Det skete faktisk med TTIP, men det skete ikke med CETA. Det er heller ikke sket med en aftale mellem EU og Singapore, og med de omfattende forhandlinger om tjenesteydelser, TiSA, som indledtes i 2012, henholder regeringen sig til, at Folketinget diskuterede tjenesteydelser på et fortroligt møde i Europaudvalget i 1999.(!)

Lægger man hertil, at EU-kommissionen gør alt hvad den kan for at tvinge den første store aftale igennem, blandt andet ved at lægge op til, at aftalen skal sættes i kraft endnu inden parlamenterne i EU har godkendt den. Det er ikke gledet let ned over alt i EU. Fire-fem parlamenter har udtalt sig lodret imod foreløbig gennemførelse. Her kunne det danske folketing stemme i. Eller endnu bedre; sætte hælene helt i og kræve CETA vedtaget ved brug af grundlovens paragraf 20, som kræver 5/6 flertal eller en folkeafstemning.