Som sundhedsordfører vil jeg insistere på, at syge borgere skal behandles i sundhedssektoren. Og det er stadig lægerne, som har den nødvendige faglige ekspertise, når det gælder at tage stilling til skånehensyn, som er vigtige for den syge borger.

Skal vi gøre noget ved ulighed i sundhed, så skal vi anerkende menneskers ulige levevilkår.

Derfor bør sundhedsministeren og sundhedsordførerne også involveres, når beskæftigelsesministeren indkalder til forhandlinger om syge borgeres arbejdsevne. Og man kan med fordel styrke den arbejdsmedicinske indsats.

Som sundhedsordfører vil jeg også insistere på, at socialministeren inddrager spørgsmål om psykisk handicappede borgeres helbred, når der indkaldes til drøftelser om tilsyn – eller om levevilkår for borgere med psykisk handicap. For alt for ofte bliver sundhedsfaglige forhold ikke prioriteret tilstrækkeligt.

Nøjagtigt på samme måde mener jeg, at psykiatriske patienters fysiske helbred skal have den samme opmærksomhed, som borgerens psykiske lidelse.

Tværfaglig indsats

Men alt for ofte bliver borgere placeret i én forvaltning, skønt der ofte er brug for en reel tværfaglig indsats. Netop den tværfaglige indsats er baggrunden for innovationsministerens forslag om ”Én plan.”

En rigtig – men stadig mangelfuld indsats, for netop sundhedsområdet er ikke medtaget i planen. Jeg vil til gengæld holde ministeren op på et løfte om, at vi skal fortsætte netop den drøftelse i efteråret.

Uligheden i sundhed er mere åbenlys end nogensinde, og netop de mest sårbare borgere er ofrene for den manglende prioritering af sygdom, som er forårsaget af et hårdt liv. Det pointerer Etisk Råd i en netop offentliggjort udtalelse.

Et forslag om et prioriteringsråd kan hjælpe os til at fokusere på de medicinske og psykiatriske sygdomme, men skal vi reelt gøre noget ved ulighed i sundhed, så skal vi anerkende menneskers ulige levevilkår.

Det forudsætter forskning i arbejdsmedicin og ressourcer til Arbejdstilsynet med henblik på et særligt fokus på helbredsbelastende arbejdsforhold. Og det betyder, at vi skal stille krav til erhvervslivet, som skal forpligte sig på en reel tilrettelæggelse af arbejdet, så det er sundheds- og sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Det gælder såvel fysiske forhold som psykiske belastninger i form af stress og højt arbejdstempo.

Ro på økonomien

Men når skaden er sket, så forudsætter det også, at der afsættes ressourcer nok til (færdig)behandling af patienter – både på medicinske afdelinger og i psykiatrien. Det forudsætter specialiserede rehabiliteringsforløb – gerne med specialisterne i regionerne som tovholdere. Det forudsætter ro på den økonomiske situation for den enkelte, så økonomiske dilemmaer ikke skal spænde ben for den bedste behandling og rehabilitering.

Men først og fremmest forudsætter en vellykket indsats, at vi anerkender, at mennesker er forskellige, og derfor har brug for forskellige indsatser, som ikke altid lader sig definere i en kommunal standard. Det koster – men de dynamiske effekter synes så åbenlyse, at der ikke burde være noget at betænke sig på.