Hvem havde set det komme, at patienter, som venter på en knæoperation, pludseligt ikke længere har brug for operationen?

Små faste teams, som tager sig af de samme få borgere, skaber ro, kontinuitet og øger kvalitet og livsglæde.

Men det er en af de erfaringer, som er fulgt i kølvandet på coronakrisen, hvor behandlingsgarantien har været suspenderet. Det er spændende erfaringer, som vidner om, at vi måske alt for længe har overbehandlet patienter? 

Mange patienter har en oplevelse af et sundhedsvæsen, hvor det gælder om at hænge på, når først møllen er sat i gang i et system, som på mange måder forudsiger behandlingen – lidt afhængigt af, hvilken dør man åbner først.

Særligt de kirurgiske afdelinger fungerer som en højtspecialiseret fabrik, hvor rutiner skal sikre, at patienter får behandling til tiden. Overskridelse af udrednings- og behandlingsgarantien giver nemlig patienten ret til at søge behandling på et privat hospital, og det er det offentlige sygehus, som skal betale regningen.

Det kan derfor til tider være svært at gennemskue, om det er systemet og ikke mindst de økonomiske styringselementer i systemet, som afgør behandlingen af en patient, eller om det er den sundeste og mest rigtige løsning, der er i fokus.

Ro til at blive rask

I andre dele af sundhedsvæsenet har man gjort sig den erfaring, at når specialisterne arbejder sammen, så letter det udredningen og behandlingen af patienterne, og patienter kan hurtigere få en diagnose og den rigtige behandling. Noget kan altså med fordel gå hurtigere, mens andre behandlinger med fordel kan gå langsommere.

Det er det etablerede arbejdsmarked imidlertid ikke gearet til. I mange år har vi konstant haft fokus på at nedbringe sygefraværet. Måske kan coronakrisen lære os, at vi skal acceptere et vist sygefravær som en præmis?

Et opgør med ”brug og smid væk” for til gengæld at erstatte med ro til at blive rask, fordi det er en vigtig investering i de mennesker, som skal holde hjulene i gang? 

Det kan faktisk betale sig at passe på medarbejderne. Faste medarbejdere, som har stort kendskab til det arbejde, der skal udføres, er en vigtig ressource. Alternativet er store omkostninger til oplæring af nye medarbejdere og flere fejl i ”produktionen”. 

Tid til det enkelte barn

Det er også erfaringer, vi har med os fra coronakrisen. I daginstitutionerne var det vigtigt at forebygge smittespredning, da børnene vendte tilbage til ”hverdagen”.

Små faste grupper af børn med faste medarbejdere skulle sikre, at hvis et barn eller en voksen blev smittet, så kunne smitten begrænses til en lille gruppe. Det krævede ekstra normeringer, og mange institutioner har i princippet haft minimumsnormeringer i coronatiden. 

I kølvandet på den nye organisering kunne personalet imidlertid også konstatere, at børnene trivedes med den nye hverdag. De skulle ikke kæmpe om opmærksomhed hos de voksne. De var der hele tiden. Og i børnegrupperne var der altid plads til alle børn i en leg.

Antallet af konflikter faldt drastisk, og det frigør i sig selv mere tid til alle børn. Det er almen viden og en vigtig begrundelse for minimumsnormeringer, at børn har brug for voksenkontakt.

Børn spejler sig i voksne, når de skal finde ud af at håndtere helt normale følelser, som eksempelvis hvordan man bliver glad igen, hvis man er ked af det. Det er vigtige kompetencer, som børnene får brug for i skolen.

Uden viden om, hvordan man håndterer følelser, rammer det ekstra hårdt, når børnene oplever konflikterne senere i livet. Og det er angiveligt en forklaring på, at flere og flere unge er særligt sårbare og har det svært.

Den ekstra omkostning i de tidligere år kan derfor også på den lange bane vise sig at betyde en mindre omkostning i de unge år. Og det siger sig selv, at det rent menneskeligt er langt bedre at forebygge end at helbrede.

Også i ældreplejen erfarer personalet, at små grupper med faste medarbejdere skaber ro og giver sårbare ældre bedre mulighed for et liv på egne betingelser.

Mange forskellige aktiviteter, som involverer mange mennesker og typisk også meget forskelligt personale, er stressende for den ældre. Det er trygt og godt at vide, at den faste medarbejder har et godt kendskab til den enkeltes særlige behov.

Det er en erfaring, som vi skal tage med os efter corona. Små faste teams, som tager sig af de samme få borgere, skaber ro, kontinuitet og øger både kvaliteten og livsglæden. 

Fordele ved hjemmearbejde

På det sociale område har personalet og brugerne gjort sig lignende erfaringer. Faglige gode løsninger skulle ikke vente på tung sagsbehandling. Problemer blev løst her og nu – til gavn for brugerne, uanset om det var behov for en seng, stofbehandling eller et måltid mad. 

At cheferne blev hjemme har generelt givet bedre plads til innovation og fagligt gode løsninger. Ledelse skal igen være ledelse – mere end styring. Det kan også give plads til en anden vigtig erfaring, at mere hjemmearbejde har skabt den nødvendige ro og øget produktiviteten.

Hjemmearbejde frigør tid til fritiden til gavn for familierne, og det sænker stressniveauet. Og så er det en gevinst for klimaet, når færre skal transporteres til og fra arbejde hver eneste dag. 

Jeg ser frem til et efterår, hvor de dugfriske erfaringer giver fornyede muligheder for at afbureaukratisere og fokusere på de langsigtede effekter af gode faglige løsninger, ro og kontinuitet.