Under de nuværende overenskomstforhandlinger oplever vi, hvordan regeringen lægger op til at blande sig direkte i forhandlingerne – ikke bare nu, men også fremover.

Midt under de aktuelle forhandlingsforløb offentliggjorde regeringen sin vækstplan, der leverede et facit for både årets og de kommende års forhandlinger. Planen siger direkte, at en ”modernisering af den offentlige sektor skal frigøre 12 milliarder kroner frem mod 2020”, og at det blandt andet skal ske ved at have fokus på ”arbejdstidsregler og arbejdsforhold i det offentlige”.

Tilbage for arbejdsmarkedets parter er sådan set kun at regne baglæns og udpege præcis de forringelser, der giver de ønskede besparelser. For regeringens og KL’s nuværende fokus på lærernes arbejdstidsregler viser, at vækstplanens ord er alvorligt ment.

Forhandling?

Planen truer altså fagforeningernes position som en ligeværdig aftalepartner, der mødes til forhandlinger med arbejdsgiverne, når lønmodtagerne skal have nye overenskomster. I stedet vil facit være givet på forhånd, og hvis lønmodtagernes organisationer ikke vil acceptere det, så truer et regeringsindgreb.

Man behøver ikke at være politisk kommentator med næsen i Christiansborgs kaffegrums for at se, hvordan lærerne blot er de første, som skal have smadret deres arbejdstidsregler. Hvis lærerne bliver kørt over, så vil andre få turen allerede i 2015.

FOA’ s medlemmer har også nogle arbejdstidsregler, som arbejdsgiverne kan spare penge på at få fjernet. Det handler ikke om fleksibilitet, for der er intet i reglerne, som forhindrer, at arbejdsgiverne kan få udført arbejde på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet og med meget kort varsel. Men det koster noget.

Forsvinder arbejdstidsreglerne, vil arbejdsgiverne omkostningsfrit kunne sende de ansatte på arbejde døgnet rundt uden varsel.

Arbejdstidsreglerne skal motivere arbejdsgiverne til at planlægge, så mest muligt bliver udført i almindelig dagtid, og så de ansatte kan vide, hvornår de har fri. Og når de ansatte udfører arbejde på tidspunkter, hvor de fleste andre mennesker har fri, så får de ansatte en økonomisk kompensation, fordi de må undvære familie og venner i weekends og på helligdage eller tager de nedslidende nattevagter. Tilsvarende er der en kompensation, når arbejdsgiverne ændrer de ansattes arbejdstid med kort varsel.

I det daglige oplever vi imidlertid ofte, hvordan den kompensation kan være for ringe til at motivere arbejdsgiverne. Medlemmer får nemlig inddraget fritid, selvom det kunne være undgået med ordentlig planlægning. Så vi har ofte i FOA Århus diskuteret, hvordan overenskomsterne i højere grad kunne beskytte medlemmernes fritid. Men regeringen planlægger altså nu med, at denne beskyttelse skal blive ringere.

Hvis arbejdstidsreglerne på FOA’s områder forsvinder, så vil arbejdsgivernes omkostningsfrit kunne sende de ansatte på arbejde døgnet rundt uden varsel. Det vil altså betyde, at de ansatte aldrig har fri, da de jo så vil skulle stå til rådighed døgnet rundt. En sådan udvikling vil selvfølgelig være fuldstændig uacceptabel.

Se på Sydeuropa

Det er her på sin plads at advare regeringen. De offentlige ansatte vil næppe frivilligt acceptere, at deres familieliv og øvrige sociale liv bliver smadret, og at nedslidningen vokser voldsomt. I FOA vil vi selvfølgelig protestere indenfor rammerne af det overenskomstsystem, som regeringen er i gang med at undergrave.

Men man behøver blot at se til Sydeuropa for at konstatere, hvordan regeringers drastiske angreb på offentligt ansatte har ført til lige så drastiske reaktioner.

Her kan man også se, hvordan kraftige offentlige besparelser ikke har skabt vækst, men tilbagegang, hvilket understreger, at den offentlige sektor ikke er en nassende byld på et ellers sundt samfundslegeme. Velfungerende skoler, sygehuse, plejehjem og daginstitutioner er en nødvendighed for at de private virksomheder og deres ansatte kan trives. 

Så regeringen skal passe på, at den ikke på en gang ødelægger både arbejdsmarkedet og den offentlige sektor.