12 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Resultatkontrakter på velfærdsområder skal stoppes

Blogs

Kirsten Normann Andersen
Medlem af Folketinget for SF
Ordfører for blandt andet velfærd, sundhed, boliger og kommunalpolitik. Tidligere formand for FOA Aarhus.
Blogindlæg af Kirsten Normann Andersen
tir. 13. apr - 2021
tir. 02. feb - 2021
tir. 08. sep - 2020
tir. 30. jun - 2020

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 28. januar, 2020, 09:17:09

Resultatkontrakter på velfærdsområder skal stoppes

Det er dybt kritisabelt, at kommunerne hyrer private firmaer, der får løn ud fra, hvor store besparelser de kan finde på handicapområdet. Forvaltningsretligt er metoden også en skamplet.

Hvad ligner det at hyre et privat firma, som skal opmåle behov for hjælp hos borgere med handicap? Og hvad ligner det at hyre private firmaer, som aflønnes med resultatløn i form af en procentdel af potentielle besparelser, som firmaet måtte regne sig frem til?

Der er næppe afsat midler til kontrol af, hvordan virksomheden håndterer de mange private data, som indsamles i løbet af sådan et forløb.

Det er fortvivlende at læse om borgere med handicap, som må finde sig i at have fremmede i deres hjem – ofte i flere døgn i træk – hvor den ansatte alene skal observere behov for hjælp.

I en konkret sag måtte borgeren tale med store bogstaver, da den ansatte insisterede på at gå med, når borgeren skulle på toilettet eller i bad. Aftalen blev, at den ansatte kunne stå uden for døren og lytte. Det er ekstremt grænseoverskridende.

På institutioner har konsulenterne haft til opgave at vurdere, hvor der var potentielle besparelsesmuligheder. Også her foregår arbejdet ved hjælp af observationer.

For de fleste er det logik for perlehøns, at målet med den slags aftaler næppe er at finde de helt rigtige løsninger til den enkelte borger.

Den konsulent, som opmåler mere tid til en borger med handicap end det, som kommunen selv har opmålt tidligere – kan næppe forvente flere opgaver.

Og i arbejdet på institutionerne er konsulenternes løn direkte proportional med, hvor mange besparelser de kan pege på.

Jeg forstår godt, hvis borgere med handicap og ansatte på institutioner opfatter de nye metoder som mangel på tillid til såvel borgeren som de ansatte.

Og ikke mindst forstår jeg godt, at borgere har svært ved at forstå, at kommunerne hellere betaler konsulenter for at lave besparelser – end at de bruger pengene på bedre hjælp til borgere med handicap.

I debatter er jeg ikke stødt på en eneste, som tænker, at det her tiltag vil for alvor forbedre situationen for borgere med handicap.

Hvem kontrollerer virksomheden?

Ud over forargelsen så giver tiltaget imidlertid også grobund for andre overvejelser. Forvaltningsretligt er metoden også en skamplet.

For hvad giver en kommune ret til at invitere private firmaer med privatøkonomiske interesser ind i borgerens helt personlige liv – med adgang til dybt fortrolige oplysninger om både helbred og levevis?

I en konkret sag, som jeg har fået kendskab til, har et privat firma brugt 69 timer i et privat hjem for at overvåge et barn på 11 år. Alene at forestille sig, hvad det gør ved samtalerne over middagsbordet, at en konsulent skal være fluen på væggen i familien i de mange timer, burde være nok til at stoppe metoden.

Og prisen for hele herligheden var i øvrigt 39.000 kroner. Familiens ansøgning om aktindsigt i kontrakter med mere viste ydermere, at sådan en var ikke udarbejdet.

Spørgsmålet er en generel akilleshæl i privatisering af velfærd, hvor borgeren ikke har mulighed for at sige fra.

For uagtet at borgeren har ret til aktindsigt i de informationer, som er tilgået kommunen – så dækker aktindsigten ikke det råmateriale, som det private firma har indsamlet – inden en endelig rapport sendes til kommunen.

Og der er næppe afsat midler til kontrol af, hvordan virksomheden håndterer de mange private data, som indsamles i løbet af sådan et forløb.

Myndighedsopgaver bør ikke udliciteres

Men også i forhold til den hidtidige skelnen mellem myndighed og udførerrolle er metoden problematisk. Den danske model bygger netop på en offentlig sektor, som uafhængigt af privatøkonomiske interesser griber den borger, som har brug for fællesskabets styrke.

Private firmaer vil ofte være medlem af private arbejdsgiverforeninger, som naturligvis også har en politisk vision for udviklingen af velfærdssamfundet.

Det gælder ikke mindst direktøren for Dansk Erhverv, den tidligere konservative minister Brian Mikkelsen, som også i Folketinget kæmpede for mere privatisering af velfærd med påstande om enorme besparelsespotentialer. Og den vision forfølger han naturligvis i jobbet som direktør for Dansk Erhverv.

Når de private virksomheder kommer tættere og tættere på myndighedsopgaver, så får virksomhederne også direkte indflydelse på, hvordan velfærdssamfundet skal udvikle sig.

Jeg ved godt, at kommuner gør gældende, at de selv træffer beslutningen – men når de gør det på baggrund af data og vurderinger, som er indsamlet af private virksomheder, så kan de også kun lægge den private virksomheds vurdering til grund for afgørelsen.

Det er stærkt bekymrende – og det krænker borgerens retssikkerhed.