Der er varslet strejke og lockout på de offentlige arbejdspladser, men der er som bekendt ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Det er med al ønskelig tydelighed blevet klart, at sundhedssektoren mangler ressourcer i svær grad.

Det bliver nemlig pludseligt meget tydeligt, hvor vigtige funktioner, de offentlige ansatte varetager, når vi hver eneste dag skal holde Danmark i gang. Men det er desværre også med al ønskelig tydelighed blevet klart, at sundhedssektoren mangler ressourcer i svær grad.

Da organisationer og ledelser på sygehusene skulle aftale, hvilke ressourcer der var nødvendige for at varetage de livsnødvendige opgaver under en konflikt, blev det tydeligt, at der ganske enkelt ikke er fastansatte medarbejdere nok til at dække det livsnødvendige nødberedskab.

Ministre i samråd

Ældreplejen er ikke i lige så høj grad ramt af konflikt, men også her kunne ledere og medarbejdere hurtigt konstatere, at der ikke er fastansatte nok til at dække nødberedskaberne.

Det har naturligvis givet anledning til at indkalde de ansvarlige ministre i samråd, for det er et klart bevis på den alvorlige mangel på ressourcer på sundhedsområderne, som medarbejderne har råbt op om igennem de seneste år.

Men det er også tankevækkende, at vores evindelige diskussioner om, hvorvidt der er ressourcer nok eller ej, så enkelt lod sig dokumentere. For der er ikke ansat personale nok, når man hver eneste dag er nødt til at supplere med løstansatte vikarer, hvis man skal løse de daglige opgaver.

Og er der end ikke ressourcer nok til de mest livsnødvendige opgaver, hvordan står det så til i dagligdagen, når patienter og ældre borgere også gerne skulle kunne få hjælp til et bad, til rent sengetøj, til rengøringen, til en tur ud i den friske luft, til en samtale om bekymringer for fremtiden og så videre?

Det er ganske enkelt for fattigt, og vi kan hverken være situationen bekendt overfor patienter og borgere eller overfor det personale, som hver eneste dag prøver at imødekomme borgeres helt basale behov.

Det er et paradoks, at jo mere specifikt vi har defineret opgaver, der skal løses, med standarder og kliniske retningslinjer, og jo mere vi har forsøgt at prissætte de enkelte ydelser – jo færre ansatte er der tilbage til at tage sig af opgaverne.

Mangel på ressourcer

Men hvis standarder og kliniske retningslinjer ender med kun at være pæne ord på papir og utilregnelige tilbagemeldinger til det politiske system i flotte regneark, så bør vi skrotte dem igen.

Jeg vil i det mindste bede de ansvarlige ministre om en forklaring på, hvorfor de mange redegørelser og tilbagemeldinger vi har fået på opråbet om mangel på ressourcer – i så ringe grad svarer overens med den virkelighed, som man altså kunne dokumentere sort på hvidt – ved blot at definere de livsnødvendige opgaver og ressourcerne til det.

Sundhedssektoren har i den grad brug for en økonomisk håndsrækning. Men der er også behov for kontinuitet. Det er nemlig en forudsætning for kvalitet. Godt begyndt er som bekendt halvt fuldendt.