Som de fleste nok efterhånden har opdaget, så er der p.t. et arbejde i gang med at forberede en tiårsplan for psykiatrien.

Hvis man i en sen aftentime kan finde 11-12 milliarder kroner til kompensation til minkavlerne, så kan man vel også finde et milliardbeløb til løft af psykiatrien.

Desværre er arbejdet med planen forsinket. Som så meget andet må tiårsplanen igen-igen se sig slået af kampen mod corona/covid-19.

Det har vi nok alle forståelse for. Alligevel giver forsinkelsen anledning til stor frustration.

Drabet på en medarbejder på botilbuddet Ørbækskilde i Odsherred den 30. december 2020 mindede os på sin egen frygtelige måde om, hvor akut behovet for et løft af indsatsen er.

Finansloven 2022 eller 2023?

Det springende punkt lige nu er: Vil det kunne nås at få en tiårsplan færdig, så der på finansloven for 2022 afsættes penge til at løfte psykiatrien?

Som det ser ud lige nu, er svaret: næppe!

Men hvad så? Så kan der ikke for alvor komme gang i arbejdet med at forbedre psykiatrien før tidligst den 1. januar 2023?

Det korte svar er tja…

For det første er der teknisk set ikke noget til hinder for, at der på finansloven for 2022 afsættes en reserve, der skal finansiere det lovede løft af psykiatrien. For det andet er der heller ikke noget til hinder for, at Finansudvalget i løbet af finansåret godkender udgifter til psykiatrien, der så efterfølgende kan formaliseres via tillægsbevillingsloven.

I SIND har vi tilkendegivet, at vi hellere ser en forsinkelse af arbejdet med tiårsplanen end en dårlig/ikke gennemarbejdet plan.

Vi har peget på ovennævnte muligheder for finansiering, hvis man ikke kan nå at færdiggøre arbejdet inden finanslovsforslagets fremlæggelse. Svaret er, at "det er de ikke meget for i Finansministeriet".

Argumentet er – synes jeg – nok et af de dårligste, som man kan komme i tanke om.

Når alle (som i ALLE) partier er enige om, at psykiatrien trænger til et løft, og man bliver forsinket på grund af en national nødsituation, så må man også – selv i Finansministeriet – være villige til at se kreativt på finansieringen.

Hvis man i en sen aften-/nattetime kan finde 11-12 milliarder kroner til kompensation til minkavlerne, så kan man vel også finde et milliardbeløb til løft af psykiatrien – hvis bare viljen er der.

Gør planen færdig i ro og mag

Mit budskab til politikerne er derfor, at vi ikke skal gå i panik. Brug nu den tid, der skal til for at lave en god plan for psykiatrien.

Groft sagt kan man jo sige, at vi har forsømt området i rigtigt mange år, så nu skal vi ikke gå i coronapanik og lave en halvdårlig plan – bare for at vise handlekraft.

Men når det er sagt, så vil jeg også – blandt andet i lyset af det seneste drab på botilbuddet i Odsherred – sige, at man hurtigst muligt bør give et løft til den sociale indsats i forhold til mennesker med psykiske lidelser.

Akutindsats

I forbindelse med finanslovsaftalen for 2020 blev der afsat ekstra 600 millioner kroner til den regionale hospitalspsykiatri.

Det skete på baggrund af Enhedslistens krav om en akut-milliard til psykiatrien.

Jeg kunne derfor i mit stille sind håbe på, at et af partierne i Folketinget ville gå til de kommende finanslovsforhandlinger med et krav om, at der på finansloven for 2022 bliver afsat en akut-milliard til den sociale indsats for mennesker med psykiske lidelser.

Selv hvis også dette krav ender med bare 600 millioner kroner, så er vi dog nået et stykke ad vejen.

Med udgangspunkt i den aktuelle sag fra Odsherred er det naturligt at fokusere på botilbud, men der bør også ses på andre sociale tilbud til mennesker med psykiske lidelser.

Bedre samspil – blandt andet i forhold til mennesker med psykiske vanskeligheder og et samtidigt problematisk brug af rusmidler.

Der bør også satses akut for at få den regionale hospitalspsykiatri til at spille bedre sammen med den kommunale psykosociale indsats.

I SIND deltager vi naturligvis gerne i arbejdet med at udmønte akut-milliarden.

Vi har netop vedtaget vores udspil til en forbedret indsats for mennesker med psykiske vanskeligheder og et samtidigt problematisk brug af rusmidler.

Heri peger vi på en gentænkning af organisering af indsatsen, og vi peger på det såkaldte “no wrong door”-princip, hvor ingen borger må afvises med den begrundelse, at de har henvendt sig det forkerte sted.

Vi peger på forbedringer af den sociale indsats med fokus på "housing first", efterværn og styrkelse af netværk som nogle af de væsentlige elementer.

Vi peger også på, at de såkaldt dobbeltbelastede borgere har brug for en håndsrækning i forhold til økonomi, uddannelse og/eller beskæftigelse.

Endelig beder vi om en opprioritering af forskning og udvikling på området.