“Der var engang…” Sådan begynder mange eventyr. Det gør denne historie, der langtfra er et eventyr, også.

Hvis dommen bliver endelig, kan den få stor betydning for fremtidige sager i Danmark.

Der var engang – den 8. februar 2013 klokken 13:15 – på en psykiatrisk afdeling på Risskov, hvor en overlæge besluttede at tvangsfiksere en patient. Fikseringen blev ophævet igen små 24 timer senere.

Efter syv et halvt år – 15. september 2020 – har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg afsagt en dom, der fastslår, at tvangsfikseringen blev ophævet for sent, at den for sene ophævelse af tvangsfikseringen var i strid med menneskerettighedskonventionens artikel 3, og at den pågældende patient er berettiget til en erstatning på 10.000 euro (små 75.000 danske kroner).

Dommen maner til eftertanke, så derfor vil jeg dvæle lidt ved den her på denne plads.

Byret og landsret fandt fiksering lovlig

Tilbage i 2013 klagede patienten til Det Psykiatriske Patientklagenævn, der nåede frem til, at bæltefikseringen var ulovlig. Det gjorde nævnet med den begrundelse, at det ikke var dokumenteret, at patienten udgjorde en nærliggende fare for skade på legeme eller helbred.

Efterfølgende søgte patienten erstatning for den ulovlige bæltefiksering, men fik afslag. Dette afslag indbragte patienten for byretten og senere for landsretten.

Begge retsinstanser fandt, at bæltefikseringen var lovlig, og afslog derfor at yde erstatning.

Efter at have fået afslag på at indbringe erstatningsspørgsmålet for Højesteret, indbragte patienten sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Her fik han medhold – og erstatning.

Domstolen starter med at vurdere, at bæltefikseringen klokken 13:15 var berettiget, da det må lægges til grund, at patienten på det tidspunkt udgjorde en nærliggende fare for skade på legeme eller helbred.

At Det Psykiatriske Patientklagenævn nåede til et andet resultat skyldes – vurderer domstolen – at den ansvarlige overlæge på grund af sygdom ikke mødte for klagenævnet og derfor ikke kunne forklare baggrunden. Det gjorde hun i byretten, og derfor kom den til et andet resultat.

MEN – siger domstolen – det fremgår tydeligt af journalen og anden dokumentation i sagen, at patienten allerede ved den første lovpligtige lægelige vurdering (der blev foretaget klokken 18:55) var mere rolig. Ved det andet tilsyn klokken 22:46 vurderede lægen, at patienten var potentielt farlig.

Efter at patienten havde sovet roligt natten over, blev det næste dag klokken 10:30 besluttet at løsne patienten fra bæltet, men af en eller anden grund skete dette først klokken 12:05.

Kritik af danske domstole

Domstolen kritiserer, at by- og landsret ikke tilstrækkeligt har forholdt sig til de forskellige vurderinger efter fikseringen. Det kritiseres således, at de danske domstole ikke har forholdt sig til, at "potentiel farlighed" ikke er tilstrækkeligt til at opretholde en bæltefiksering (kriteriet er ifølge loven "nærliggende fare").

Det kritiseres også, at de danske domstole ikke har forholdt sig til, at der ikke var lægeligt tilsyn i de tolv timer mellem 22:46 og 10:30. Endelig kritiseres det, at de danske domstole ikke har forholdt sig til, at der gik halvanden time fra beslutningen om at løsne bæltet, til det rent faktisk skete.

På denne baggrund (at de danske domstole ikke har forholdt sig til disse tre forhold) når domstolen frem til, at det ikke er bevist, at fortsættelsen og varigheden af bæltefikseringen var strengt nødvendig og respekterede patientens menneskerettigheder og ikke udsatte vedkommende for en overtrædelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 3.

Det følger heraf, at der har været tale om en overtrædelse af konventionens artikel 3.

En vigtig dom

Ud over erstatningen på 10.000 euro tilkender domstolen patienten 4000 euro til dækning af sagsomkostninger.

Hvis dommen bliver endelig (ikke ankes), kan den få stor betydning for fremtidige sager i Danmark.

Fremover skal man ved alle vurderinger af fortsat bæltefiksering dokumentere i journalen, at der stadig er en nærliggende fare for skade på legeme og helbred. Ved en nærliggende fare forstås en konkret, aktuel og påviselig fare. En potentiel/latent farlighed er ikke tilstrækkelig.

Det er i den sammenhæng ligegyldigt, om fikseringen har varet i to timer eller i flere døgn.