Forbud mod profit på sociale tilbud
Blogs
Forbud mod profit på sociale tilbud
Et forbud mod profit på private sociale tilbud er ikke løsningen. I min optik er vejen frem at fjerne markedsgørelsen af det sociale område. Man kan også indføre krav om, at der ikke må udbetales udbytte til ejerne.
Nu skal der indføres forbud mod profit på sociale tilbud. Sådan lød meldingen fra social- og indenrigsminister Astrid Krag, der i midten af juni indbød til et interessentmøde om netop dette.
Når man skaber et marked, så skaber man også en spilleplade for de, der drives af ønsket om indtjening og profitmaksimering.
Baggrunden er, at der med jævne mellemrum kommer historier om private aktører, der tjener mange penge på at hjælpe samfundets svageste. Ofte er disse historier kombineret med en fortælling om, at de private aktører ikke bare tjener mange penge men også svigter dem, som de får penge for at tage sig af.
At nogle af aktørerne opretter koncern-lignende strukturer med særskilte ejendomsselskaber, vikarbureauer og firmaer til uddannelse og efteruddannelse af medarbejdere, bidrager til at øge mistænksomheden og sløre det reelle billede.
Uden at der nødvendigvis er noget galt med sådanne strukturer, er det et faktum, at der er private aktører på området, der har en omsætning på flere hundrede millioner kroner årligt, og med indviklede strukturer der gør det svært at gennemskue, hvad det offentlige får for pengene – eller hvor pengene ender i sidste instans.
Når nogle af disse koncerner samtidig optræder i overskrifterne i forbindelse med alvorlige svigt på for eksempel botilbud, er der al mulig grund til at se nærmere på området.
I det såkaldte forståelsespapir mellem regeringen og støttepartierne R, SF og EL fra juni 2019 hedder det under overskriften “Socialpolitik” blandt andet, at regeringen vil fremsætte forslag, der “undersøger hvordan det kan sikres, at der ikke udtages profit på private dagsinstitutioner og sociale opholds- og anbringelsessteder.”
Når social- og indenrigsminister Astrid Krag nu sætter et arbejde i gang, så er det altså både velbegrundet og en indfrielse af et politisk løfte.
Hvordan er det gået så galt?
Nu har der i årevis – hvis ikke altid – været private aktører på det sociale område. De er ofte blevet etableret af ildsjæle, der er drevet af et ønske om at supplere de offentlige tilbud. Enten fordi der manglede tilbud, eller fordi de pågældende ikke fandt kvaliteten af de offentlige tilbud god nok.
Men der er i de senere år også dukket andre aktører op på området. Aktører der ser ud til primært at være drevet af at skabe en forretning og sikre sig en profit.
Med strukturreformen i 2007 blev der så at sige etableret et marked for sociale tilbud.
Kommunerne fik ansvaret for, at borgerne får det tilbud, de har brug for. De kan vælge at visitere til et kommunalt, regionalt eller privat tilbud. Uanset hvad er det kommunen, der skal betale tilbuddet.
Samtidig etablerede man den såkaldte tilbudsportal. En internetbaseret platform der formidler oplysninger om sociale tilbud.
Med tilbudsportalen blev det sådan, at udbud og efterspørgsel kom til at dominere. Man kunne rundt om i landet fornemme, at kommunale "indkøbere" shoppede efter billigste løsning – fremfor den løsning, der var bedst for borgerne.
Jagten på at købe ind så billigt som muligt har ført til afspecialisering af de kommunale sociale tilbud. Det har så ført til, at flere og flere borgere falder udenfor målgruppen for mange af de kommunale tilbud.
Man har så at sige været nødt til at mainstreame for at gøre tilbuddene så billige, at man kan være med i konkurrencen på markedet.
Nogle af de kritiserede private aktører har så specialiseret sig i at tage sig af de borgere, der er særligt udfordrede. Dem som de andre ikke vil lege med.
Her betaler kommunerne ofte flere millioner kroner årligt for en anbringelse. Høj betalingsvillighed i kombination med uoverskuelige selskabskonstruktioner giver mulighed for, at aktører har kunne trække store profitter ud af driften.
Man kan – groft sagt – sige, at når man skaber et marked, så skaber man også en spilleplade for de, der drives af ønsket om indtjening og profitmaksimering.
Hvad skal der gøres?
Et forbud mod profit løser ikke problemet. For profit er nødvendigt for at sikre faglig udvikling af en virksomhed i en markedsøkonomi. Det gælder også på markedet for sociale tilbud.
I min optik er vejen frem at fjerne markedsgørelsen af det sociale område.
Det kan man for eksempel gøre ved at lave en refusionsstruktur, der tilskynder kommunerne til at lede efter det rigtige tilbud til borgerne – fremfor det billigste. Dermed vil færre ende med at få det så dårligt, at de får brug for de helt dyre tilbud.
Man kunne også indføre et krav om, at sociale tilbud skal drives i en ejerform, hvor der ikke udbetales udbytte til ejerne.
Det bliver spændende at følge udviklingen. Det kan kun blive bedre.