Jeg har ved flere lejligheder beklaget mig højlydt over, at vi her i landet godt kan tale om investeringer, når der for eksempel skal etableres en fast forbindelse over Femern, mens vi ikke kan, når vi har med mennesker at gøre – her taler vi kun om udgifter.

Vi skal også hjælpe socialt udsatte, når det ikke "kan betale sig".

Skal vi etablere en fast forbindelse til Tyskland, så ved vi godt, at der skal investeres, og at investeringen først er tjent hjem efter mange år. Skal vi etablere indsatser for mennesker med sociale problemer, vil investeringen ofte også først være tjent hjem efter en årrække, men her taler vi ikke om investering – kun om udgifter.

Psykiske lidelser koster – ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø – 55 milliarder kroner årligt. Kun 10-15 procent af dette beløb bruges på behandling. Resten går til afledte omkostninger som tabt arbejdsfortjeneste, overførselsindkomster med mere. Tænk hvis vi kunne flytte bare et par milliarder af disse kroner til investering i en effektiv forebyggende indsats og behandling!

Effekt kan måles

Nu er min bøn tilsyneladende hørt – SØM er på vej!

KORA (nu VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) og konsulentvirksomheden Incentive har udviklet Den socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM).

SØM er en model til beregning af de økonomiske konsekvenser af sociale indsatser. Med SØM vil man kunne beregne den langsigtede gevinst af en investering i forhold til en gruppe af socialt udsatte. SØM giver et bud på, hvilken effekt en given indsats kan forventes at have, og beregner hvilke økonomiske konsekvenser man kan forvente af indsatsen.

Til overflod har satspuljepartierne med aftalen om satspuljen for 2017-2020 på socialområdet afsat en kvart milliard til en ny social investeringsfond. Fonden skal suppleres med midler fra private investorer (de store fonde og pensionskasserne).

Fondens midler skal investeres i sociale indsatser, og afkastet skal gå til investorerne.

Så min bøn er ikke alene hørt. Den er omsat til en forretningsmodel, hvor danske pensionssparere kan tjene penge på at gøre en god gerning.

Så er alt jo godt?

Med spørgsmålstegnet har jeg antydet, at jeg er i tvivl. Var det det, jeg ville?

Akilleshæl

Med SØM er jeg blevet opmærksom på investeringstankegangens akilleshæl.

Hvis investeringstankegangen for alvor får medvind, så risikerer vi, at vi fremover kun hjælper socialt udsatte, hvis "det kan betale sig."

Jeg startede med at sige: Vi skal hjælpe socialt udsatte – og det kan betale sig. Nu risikerer jeg, at mit udgangspunkt vendes imod mig, og at man fremover siger: Vi skal hjælpe socialt udsatte – hvis det kan betale sig.

Så min foreløbige konklusion er, at SØM nok er en god ting. SØM vil – håber jeg – føre til, at vi vil skrue op for investeringerne i den sociale indsats.

Omvendt er der ingen tvivl om, at vi skal holde fast i, at den sociale indsats skal være – ja netop: social!

Jeg vil et samfund, hvor menneskets personlige værdighed og værdi vægtes højere end økonomi!

Vi skal også hjælpe socialt udsatte, når det ikke "kan betale sig"!