Som landsformand i SIND har jeg – i lighed og samarbejde med en række andre organisationsformænd – længe argumenteret for, at vi skal have en ny samlet national plan for psykiatrien.

Samarbejdet mellem den sundhedsfaglige og den socialfaglige indsats skal styrkes.

Længe var der usikkerhed om, hvorvidt regeringen overhovedet var indstillet på at imødekomme ønsket om en plan til erstatning for psykiatriplanen fra 2014.

Men under en folketingsdebat i december 2017 lovede sundhedsminister Ellen Trane Nørby, at der ville komme en ny samlet plan for psykiatrien.

Psykiatrialliancen (som SIND er en del af) har i december offentliggjort sit udspil med titlen "Behov for en ambitiøs psykiatriplan II". Mange andre – som eksempelvis Danske Regioner, Lægeforeningen og Dansk Psykologforening – har også offentliggjort faglige og politiske forslag, der kommer med input til den kommende plan.

Tilbage i oktober 2013 kom regeringens psykiatriudvalg med sine anbefalinger – samlet i rapporten "En moderne, åben og inkluderende indsat for mennesker med psykiske lidelser". Anbefalingerne blev afleveret til regeringen, der bad socialministeren (minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold) og sundhedsministeren (minister for sundhed og forebyggelse) udarbejde en samlet plan.

Planen endte med at blive udarbejdet i Sundhedsministeriet, og det bærer den naturligt nok præg af. Planen havde fokus på den sundhedsfaglige indsats, og man skulle lede efter forslag til forbedringer af den sociale indsats for mennesker med psykiske lidelser. Forslag til bedre samarbejde på tværs af sektorerne var stort set fraværende.

Siden 2014 er der ikke for alvor sket forbedringer i den tværsektorielle indsats.

Samarbejdet mellem den regionale hospitalspsykiatri og den kommunale sociale indsats for mennesker med psykiske lidelser er ikke for alvor blevet forbedret.

Nu kommer der så en Psykiatriplan II. Det er jeg glad for, og jeg ser frem til at se den.

Men jeg er bekymret for, at Psykiatriplan II – på samme måde som forgængeren – også bliver en plan med (hoved)fokus på den sundhedsmæssige indsats – og med manglende prioritering af den sociale indsats.

Det ser ud til, at det igen er Sundhedsministeriet, der bliver pennefører på planen. Det er der for så vidt ikke noget galt i; men det ser desværre ikke ud til, at det er sikret, at også Børne- og Socialministeriet inddrages i tilstrækkeligt omfang.

Jeg håber inderligt, at Psykiatriplan II både prioriterer den sundhedsfaglige og den socialfaglige indsats. Derudover er det helt nødvendigt, at planen også fokuserer på samarbejdet på tværs af sektorerne.

Samarbejdet mellem den sundhedsfaglige og den socialfaglige indsats skal styrkes; men også samarbejdet mellem de forskellige grene af den socialfaglige indsats trænger til et grundigt serviceeftersyn.