I mit blogindlæg den 14. februar 2019 udtrykte jeg min bekymring for, at sundhedsreformen vil føre til en fortsat afspecialisering, hvis de resterende regionale sociale tilbud og specialundervisningstilbud overflyttes til kommunerne.

Aftalen rejser desværre flere spørgsmål end den besvarer.

Kort tid efter meddelte børne- og socialminister Mai Marcado, at hun trak de nævnte tilbud ud af de videre forhandlinger om sundhedsreformen. Hun sagde i den forbindelse til Jyllands-Posten, at hun ville sikre sig, at der ikke sker en afspecialisering, og at vi ikke får færre og ringere tilbud i fremtiden.

Den 25. marts har regeringen og Dansk Folkeparti så indgået en aftale om de specialiserede sociale tilbud og specialundervisningstilbud.

Aftalen består af to dele. For det første vil man igangsætte en undersøgelse med henblik på at identificere de regionale tilbud, som indeholder mest specialiseret viden.

For det andet vil man styrke den nationale koordinationsstruktur med henblik på – via en observationsliste over de identificerede mest specialiserede regionale tilbud – at følge udviklingen i specialiseringen og sikre, at behovet for en specialiseret indsats og viden fortsat imødekommes.

Ikke godt nok

Børne- og socialministeren og undervisningsministeren kan i forbindelse med en høring over de identificerede tilbud fastsætte deres fremtidige placering i en ny decentral struktur.

Alt sammen for så vidt meget godt, men langtfra godt nok.

For det første tænkes undersøgelsen alene at omfatte de tilbageværende cirka 64 regionale institutioner. Den bør også omfatte de omkring 1000 tilbud, som kommunerne allerede har overtaget. En række af disse bør også indgå i overvejelserne om en fremtidig indplacering.

I min blog her på stedet i februar efterlyste jeg en central statslig specialeplanlægning for de højt specialiserede tilbud.

En gennemgang af de cirka 64 tilbageværende regionale tilbud er et skridt på vejen – men et meget lille skridt.

At oprette en observationsliste i den nationale koordinationsstruktur er også et skridt på vejen – men et endnu mindre skridt.

For det første har den eksisterende nationale koordinationsstruktur (NATKO) ikke vist sig i stand til at modvirke afspecialiseringen, som vi har set siden strukturreformen i 2007. For det andet vil en observationsliste i sig selv ikke gøre andet end at dokumentere elendighedens udvikling.

Den fremtidige organisatoriske placering af de mest specialiserede tilbud løfter aftalen ikke sløret for – blot at de to ministre kan beslutte den i forbindelse med en høring. Det antydes dog, at nogle at tilbuddene kan blive placeret i (eller i tilknytning til) den sundhedsfaglige indsats.

En placering af nogle af de socialpsykiatriske specialtilbud i den regionale psykiatri kan godt give mening, men hvordan skal det ske, og hvordan skal strukturen og finansieringen være?

Konkrete krav

Aftalen rejser desværre flere spørgsmål end den besvarer.

Kravet må være, at samtlige specialiserede sociale tilbud og specialundervisningstilbud skal indgå i undersøgelsen – ikke kun de tilbageværende regionale tilbud.

Kravet må også være, at undersøgelsen skal føre til etablering af en central statslig specialeplanlægning, der kan sikre, at der er de højt specialiserede tilbud, der er brug for – og at disse er hensigtsmæssigt geografisk placeret.

Endelig bør der indføres en objektiv/delvist objektiv finansiering, så prisen ikke bliver styrende for kommunernes valg af tilbud.