Vi har længe fået at vide, at der trods arbejdsløshed snart er brug for alle hænder. Der bliver flere gamle og færre produktive. Der skal bruges varme og kølige hænder for at redde velfærdssamfundet. Derfor skal alle være arbejdsmarkedsparate, også de handicappede og de dovne og de mange, der kan og vil en masse, men ikke får lov.

Men nu siger flere og flere eksperter, at omkvædet skal skrives om. Krisen er ikke forbi, og det er tvivlsomt om vi de første mange år vil få knaphed på arbejdskraft.

Samtidig tager debatten om den nødvendige store omstilling form. Væksten i produktion og forbrug kan ikke fortsætte. I den rige verden er de økonomiske vækstrater længe gået nedad, og dybest set har vi som samfund mere end nok. Samfundet skal omstilles til større bæredygtighed. Det giver grønne eksportmuligheder, men det kan også betyde at mange typer forbrug skal begrænses af hensyn til miljø og klima.

Derfor giver det ikke mening at bede danskerne løse krisen ved at svinge dankortet mere. Bæredygtighed handler også om at nøjes med mindre.

De nye prognoser giver store udfordringer, både i socialpolitikken og på beskæftigelsesområdet. Det er eksempelvis oplagt at lade dagpengeperioden variere efter konjunkturerne, således at perioden – som nu – forlænges, når ledigheden er høj uden udsigt til at falde. Uanset hvad der er officiel regeringspolitik, er det en nødvendig debat.

Mange områder berøres. Reformer af førtidspension og fleksjob forudsætter en udvikling, vi ikke ser. Vi har et arbejdsmarked, der stiller stadig større krav. Skal arbejdsmarkedet gøres inkluderende for mennesker, der har funktionsnedsættelse eller af andre grunde ikke er arbejdsmarkedsparate, kræver det stor vilje både i virksomheder og blandt kolleger. Eller det kræver stor statsstøtte.

Hvorfor ansætte mindre egnet arbejdskraft, hvis der er rigeligt med de rigtige kompetencer – både blandt danskere, og europæere, der søger hertil fra lande med langt større arbejdsløshed?

Man kan kættersk spørge, hvor mange ressourcer der skal ofres på mennesker, der ikke har særlige ressourcer eller lyst til fuldtidsjob. Hvis vi fortsat skal have mange ledige, er det vel godt, hvis de arbejdsløse er dem, der er mest imod fuldtidsarbejde.

Det bliver ikke let. Politikere har tudet os ørerne fulde med, at det offentlige skal spare, mens det private forbrug skal i vejret (selv om det belaster miljøet mest). Jeg tror, der kommer en tid, hvor vi tvinges til mindre overflod. Fordi grundlæggende ressourcer som fødevarer og energi bliver langt dyrere, og fordi man vil være nødt til at bremse overforbrug.

Jeg mener ikke, vi bare kan forlænge dagpengeperioder og øge lønnen. Det vil sende flere jobs ud af Danmark. Jeg prøver at sige, at vi skal indstille os på et samfund, hvor en del af forbrugsfesten hører op, og vi skal finde mening i andet end flere biler og ferierejser.

Det skal være et samfund, der fordeler arbejdet bedre og som respekterer mennesker udenfor arbejdsmarkedet. Snakker vi miljø og klima, er der gode argumenter for at reducere arbejde og forbrug, og så bliver de arbejdsløse næsten helte.

Udviklingen udfordrer både røde og grønne og blå. Løsningerne ligger ikke lige for. Men vi skal skabe et samfund der er bedre til at inkludere alle. Inklusion både indenfor og udenfor arbejdsmarkedet. Frivillige indsatser skal respekteres lige så højt som lønnede. Samfundsrammerne skal gøre det muligt at leve meningsfuldt udenfor arbejdsmarkedet.

Det skal nogle betale for. Det skal være de rigeste, men måske også dem, der får skattelettelser, fordi de smører leverpostejmadder hver morgen.