Enhedslistens Pelle Dragsted var i P1 Morgen for at kommentere Ole Sohns udspil om, at venstrefløjen bliver nødt til at fokusere mere på årsagerne til Danmarks tab af konkurrenceevne. Hvis ikke, vil vi miste endnu flere produktive arbejdspladser.

Pelle Dragsted svarede fornuftigt men også ret venstrefløjstraditionelt, at Danmark i kraft af vores sociale system og overenskomstsystem har mindre krise end mange andre europæiske lande, og at svaret i hvert fald ikke er offentlige nedskæringer. Når de offentlige udgifter skæres ned, rammer besparelserne også de produktive arbejdspladser, og den enkelte borger får ringere mulighed for at købe sig en ny carport.

Det er frit refereret, men det med carporten bed jeg mærke i, fordi jeg synes, det mindede for meget om politiker-argumentet om, at forbrugerne skal svinge dankortet mere, for at vi kan komme ud af krisen.

Der skal formentlig stadig bygges carporte i Danmark, men det er næppe svaret at stimulere byggeriet af carporte via et højt offentligt forbrug. De udfordringer, vi står overfor, er større.

Vækst er ikke vejen

Ole Sohn har jo ret i, at det er et problem, både at arbejdspladser forsvinder ud af landet, og at underbetalte østarbejdere og andre tager arbejdspladser inde i landet. Det er rigtigt, at andre europæiske lande har endnu større problemer, men det er vel mest et udtryk for, at problemet er europæisk.

Samtidig får vi nu stadig flere meldinger om, at den gammeldags form for høj økonomisk vækst i bruttonationalproduktet næppe kommer tilbage. Senest har klimakommissær Connie Hedegaard sagt det. Miljø- og klimaproblemer kræver en helt anden ansvarlighed i brugen af energi og råstoffer. En vækst med fortsat øget forbrug vil kun øge vores problemer.

Verden udvikler sig enten mod en situation med voldsomme klimaændringer, flere flygtninge og konflikter, eller kursen skal lægges om i retning af større bæredygtighed.

Måske skal vi samlet set ned i indkomst og forbrug

Det kræver en styring af produktionen både på det offentlige og det private område, og det kræver formentlig også at en større del af det samlede forbrug går via det offentlige, så man eksempelvis prioriterer udbygning af social sikkerhed og offentlig klimasikring højere end folks individuelle ret til ferierejser.

Politikere kan styre via love og regler og via økonomiske tilskyndelser til private grønne investeringer både i virksomheder og husstande. I virkelighedens verden bliver det en kombination. Men det er mere end sandsynligt, at mange former for privatforbrug skal reduceres.

Fare for øget ulighed

I en social sammenhæng er udfordringen at magte denne kursændring, uden at uligheden stiger dramatisk. Forbrugsændringer eller forbrugsnedgang vil – uden styring – ramme de fattigste mest. De centralt placerede rige vil – som sædvanlig – have de bedste forudsætninger for at undgå at blive ramt.

Midt i mellem er ham og hende, der smører madpakker med leverpostej om morgenen. Men det kan godt være en illusion at påstå, at de kan få voksende materiel levestandard. Solidaritetskravet vil få et nyt indhold.

Der ligger en række fornuftige svar i Enhedslistens politik. Det er naturligvis rigtigt, at tiden ikke er til at lægge flere af krisens byrder på dem, som i forvejen er ramt. Derfor skal dagpengeperioden forlænges, eller optjeningsperioden forkortes.

Der skal også gøres langt mere for at hindre, at et velordnet arbejdsmarked smadres af arbejdsgivere, der dyrker underbetaling af overenskomstløse udenlandske arbejdere i Danmark.

Og Enhedslisten skal blive ved med at kæmpe imod skattelettelser til de rigeste.

Men det ændrer ikke ved, at både Sohn og Hedegaard har relevante pointer. Måske skal vi samlet set ned i indkomst og forbrug for at kunne fastholde produktion her i Danmark. Samtidig skal forbruget lægges om, således at vi - med eller mod markedet – styrer forbruget i langt mere bæredygtig retning.

Det vil betyde mere vedvarende energi, mere og bedre ikke-forurenende kollektiv trafik og langt mindre behov for nye carporte.