Vi er mange, som er reduceret til isolerede skrivebordsplanter i denne tid. Javist, vi kan holde Skype-møder med kollegerne og vinke til naboen. Men for det meste sidder vi og arbejder i de hjemlige, trygge og afsprittede rammer. Det kan indimellem føles som mild tortur. Kun forfattere kan vel nyde den slags enlig stirren ind i skærmen på ubestemt tid. Men i det mindste smitter vi ikke andre. Eller bliver selv smittet med corona.

Jeg er i hvert fald glad for at bo i et land med så stor en offentlig sektor i denne krisetid. 

Den risiko er andre nødt til at løbe. For der findes et folk, som bliver nødt til at trodse den gældende logik nemlig dén, at vi skal forsøge at holde os hver for sig. Det er alle dem, som arbejder med mennesker. De passer borgere, bespiser dem, helbreder dem. De må hver dag iføre sig kittel eller uniform. Eller måske bare deres almindelige cowboybukser. De trækker måske lige vejret en ekstra gang, inden de træder ind ad hovedindgangen på arbejdspladsen. De har altid risikoen med sig. For selv at blive smittet. For at smitte andre.

En hyldest til synlige og usynlige faggrupper

Det er dem, som denne klumme handler om. Jeg bryder mig ikke om ordet "helte", den slags kalder man ikke folk i Nordjylland, hvor jeg kommer fra. Men jeg vil strække mig til at sige, at jeg er en stor beundrer af deres mod. Jeg er selvfølgelig tættest på de 43 faggrupper, som jeg repræsenterer som formand for FOA Nordjylland, og her går næsten alle medlemmer stadig på arbejde under krisen. Langt de fleste på deres normale arbejdsplads. Heriblandt er social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter og husassistenter. Men jeg kunne rose allesammen, hvis ikke opremsningen af så mange titler vil kede læseren.

Denne tid opfordrer også til at kigge ud over sin egen næsetib. Så denne lille hyldest skal også gå til eksempelvis læger, sygeplejersker og pædagoger, som hver dag, sammen med FOA-faggrupperne sætter deres egen sikkerhed på spil ved at møde på arbejde. Men også hundredvis af andre og mere usynlige faggrupper. I er alle sammen med til at hjælpe fællesskabet. I er samfundet. Uden jer var vi prisgivne.

Det har aldrig været så synligt som nu, hvor vigtige de offentligt ansattes indsats er. Jeg er i hvert fald glad for at bo i et land med så stor en offentlig sektor i denne krisetid. Og jeg håber, at den store projektør, som medierne lyser på jer med lige nu, kan få jer ud af skyggerne, så I får den anerkendelse, I fortjener. For eksempel kan man ikke finde bedre argumenter for fortjente lønforhøjelser til overenskomstforhandlingerne i 2021.

Den danske model er Miss Universe

Denne usædvanlige og utrygge periode af vores lands historie viser dog også på endnu højere plan, hvorfor netop den danske version af et samfund er misundt og rost i mange andre lande.

For hvor er jeg samtidig stolt af at se, hvordan den danske model har fungeret her under krisen. At fagforeninger, arbejdsgivere og politikere over en bred kam har lavet aftaler, som vil mindske arbejdsløsheden på kort og lang sigt. Det er imponerende. Og lad flere gode aftaler komme til. Alle parter har vist en usædvanlig fleksibilitet og hurtighed. Der er blevet hugget en hæl og klippet en tå fra alle parter, netop som der er brug for i denne tid.

Mange lande misunder vores danske model. Den er måske den smukkeste i universet. Så lad os passe godt på den. Og på alle dem der knokler i den offentlige sektor for at passe godt på Danmark.