16 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Godt nytår og ikke en millimeter mere dansk suverænitet til EU!

Blogs

Lave K. Broch
1. suppleant til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU
Cand.scient.pol. Medlem af Radikale Venstre samt en af initiativtagerne bag Radikalt EU-kritisk Netværk og EU-modstand fra midten.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 05. januar, 2018, 10:24:01

Godt nytår og ikke en millimeter mere dansk suverænitet til EU!

Udviklingen i EU går den forkerte vej. EU har på ingen måde lavet en selvransagelse, efter at EU’s næststørste befolkning og verdens femtestørste økonomi har stemt for udtræden af EU.

2017 blev året, hvor Storbritannien aktiverede Lissabontraktatens artikel 50 om udtræden af EU, men også året, hvor Danmark trådte ud af Europol, da EU’s politimyndighed blev overstatslig, og året, hvor Danmark sagde nej til deltagelse i EU’s forstærkede militære samarbejde – også kaldet Pesco. Det er vigtige sejre for den tværpolitiske EU-modstand og os, der ønsker en mere demokratisk og fredelig udvikling i Europa.

Danmark må og skal ikke være en del af en EU-stat. Vi skal ikke afgive en millimeter mere dansk suverænitet til EU.

Men vi er udfordrede. Udviklingen i EU går den forkerte vej. EU har på ingen måde lavet en selvransagelse, efter at EU’s næststørste befolkning og verdens femtestørste økonomi har stemt for udtræden af EU.

I stedet står det klart, at retspolitikken bliver overstatslig, at EU’s bankunion skal færdiggøres, og at EU skal blive en militærunion, og flere toppolitikere i EU taler åbent om dannelsen af Europas Forenede Stater. Den tyske SPD-leder Martin Schulz siger ovenikøbet, at EU skal blive til Europas Forenede Stater senest i 2025, og at de, som ikke vil være med, bør melde sig ud.

Bliver vi stillet over for et sådant valg, er valget nemt. Danmark må og skal ikke være en del af en EU-stat. Vi skal ikke afgive en millimeter mere dansk suverænitet til EU.

Vigtigt forbehold

Men før det når så vidt, vil vi blive udfordrede på andre områder. EU’s overstatslige retspolitik er under kraftig udvikling, og vi skal sikre os, at retsforbeholdet respekteres. Dertil kommer bankunionen, den økonomiske styring og EU’s militære union, som er meget farlige projekter for Danmark. Vi er konstant nødt til at forsvare dansk selvbestemmelse inden for disse områder.

Den militære udvikling betyder, at Danmark vil stå meget alene i EU, efter at Storbritannien forlader EU. Vi vil komme under et pres for at give EU magt især på forsvarsområdet, og Danmarks egen udenrigsminister Anders Samuelsen har kaldt vores forsvarsforbehold mærkeligt.

Men det er netop et meget vigtigt forbehold. Danske soldater skal aldrig træde i EU-uniform og deltage i militære operationer under EU-flag. Vi skal ikke bidrage til EU’s støtte til våbenindustrien. Danmark bør i stedet forsvare FN-pagten og arbejde for fredsmægling i verdens konflikter. Vi bør holde op med at følge EU’s terrorliste og i stedet støtte Norges aktive indsats for fred.

Vi vil høre, at vi ikke skal være bange for EU’s bankunion, men det er netop det, vi skal. Får EU magt over bankerne, kan det få fatale konsekvenser for Danmark og dansk økonomi, og vi ved, at EU kan ændre regler inden for et område, efter at Danmark har givet EU magt. Vi må derfor gøre alt, vi kan for at bekæmpe dansk indlemmelse i EU’s bankunion.

Jeg vil gøre det klart, at jeg elsker Europa. Vi har et fantastisk kontinent med dejlige kulturer, natur og mennesker. Men vi må ikke forblindes af Europa, når vi forholder os til EU.

EU går den forkerte vej

EU går den forkerte vej. Ingen danskere, som er under 65 år, har stemt om, om Danmark skulle være med i EF/EU, og flere af forudsætningerne for Danmarks medlemskab er bristet.

Danmarks tidligere statsminister Jens Otto Krag lovede i den sidste partilederrunde før folkeafstemningen i 1972, at Danmark skulle vælge udtræden, hvis England trådte ud. Den forudsætning for Danmarks indtræden bør respekteres, og hvis det ikke sker, må vi i hvert fald få en folkeafstemning om EU-medlemskabet.

Vi vil ikke være en delstat i Europas Forenede Stater! Danmark skal sige nej til mere EU og ja til at blive EU’s gode nabo.

Ja til Norden, Europa og verden – nej til EU-staten!

Godt nytår!